Team Dignitas har netop offentliggjort på deres hjemmeside, at Rene "cajunb" Borg endnu engang tilslutter sig holdet, hvor han erstatter Philip "aizy" Aistrup. Det er noget af et besynderligt skifte, da aizy netop erstattede cajunb hos Dignitas tilbage i maj.
Da cajunb forlod Copenhagen Wolves, kom det på et besynderligt tidspunkt - blot en uge før de var favoritter til at kvalificere sig til ESWC 2014. Nu skal den garvede dansker dog alligevel afsted, da det unge talent, aizy, er blevet vejet og fundet for let til Team Dignitas.
Lineup:
Henrik "FeTiSh" Christensen
Nicolai "device" Reedtz
Peter "dupreeh" Rothmann
Andreas "Xyp9x" Højsleth
Rene "cajunb" Borg
Gaming.dk har haft fingrene i den tilbagevendte søn, som ikke er sen til at vise sin begejstring over skiftet fra Copenhagen Wolves til Team Dignitas.
Jeg er super glad, det er fedt at være tilbage på det hold, hvor jeg føler mig "hjemme". Dignitas kender mig ud og ind. Jeg har tidligere sagt til folk, at jeg ikke var så glad for at spille med Henrik mere, men det trækker jeg i mig igen. Jeg har ikke værdsat det Henrik rent faktisk bidrager med til et hold - hans lederegenskab er noget af det, jeg virkelig respekterer hos ham, og så er jeg mildest talt "vokset" op med den måde, han caller på, som gør, at jeg nok føler mig mest tryk ved den måde, han caller på.
Sidst cajunb forlod holdet var der fyldt med rygter omkring en lille magtkamp mellem førnævnte og holdets leder Henrik "FeTiSh" Christensen. Disse slår cajunb dog hårdt til jorden, mens han også afslører, at hans rolle bliver som en hjælpende hånd til den erfarne caller.
Vi har ingen magtkamp kørende. Henrik og jeg har et fint ping-pong kørende, hvor jeg til tider kommer med nogle inputs, men direkte magtkamp vil jeg ikke kalde det, nærmere et samarbejde. Vi har dog vores uenigheder til tider, men hvem har ikke det.
Jeg tror, vi får et godt resultat med hjem - at håbe vi vinder det hele, er måske lige optimistisk nok. Men det individuelle niveau på det her hold er måske det bedste på hele scenen, og hvis folk formår at finde deres a-game frem, så er chancen der.