Her klokken 20:00 blev det danske opgør mellem Copenhagen Wolves og Team Dignitas skudt i gang. Kampen var en smule forsinket, da forsinkede fly medførte, at spillere fra begge hold kom for sent. Kampen blev dog afviklet, og det blev en tæt en.
Mens dagen allerede har budt på første overraskelse, eftersom Ninjas in Pyjamas blev slået ud af turneringen relativt tidligt, kan man vist roligt sige, at man - set med danske øjne - var mere begejstret for kampen mellem Team Dignitas og Copenhagen Wolves.
Favoritten til sejren var uden tvivl Team Dignitas, og de fik også vist, at de var stærkest - det blev dog ufattelig tæt. Alle 30 runder skulle nemlig tages i brug, før Team Dignitas fik hevet de fornødne 16 runder i hus, mens ulvene måtte nøjes med 14.
Følg resten af turneringen på den officielle stream, hvor næste opgør er mellem svenske fnatic og danske Team Dignitas.