Der er ikke længere et dansk hold under myRevenges vinger. Det fortæller Danny "BERRY" Krüger. Årsagen er, at holdet ikke kunne blive enige med organisationen om en ny aftale. 

Derfor spiller danskerne endnu engang under navnet NO SIR!, hvilket de også har gjort tidligere. Ifølge Danny "BERRY" Krüger er det dog ikke utilfredshed, der er årsagen til afskeden med myRevenge.

Vi har været tilfredse med tiden i myR, men valget blev truffet under stort stress, da vi skulle have noget på plads inden Assembly.

Efter sejren i Finland har vi snakket om fremtiden, og vi er slet ikke færdige endnu. Holdet indeholder et meget større potentiale og i jagten på at opfylde vores mål og ambitioner, må vi finde et andet hjem, som vi kan udvikle os under.

Bruddet med myRevenge sker under en måned efter, at holdet blev præsenteret som myRevenges nye hold. 

Siden har de kun haft oprejsning, da de sikrede sig guldet ved Assembly på overbevisende facon. Et imponerende resultat set i lyset af holdets turbulente periode med hele to spillerudskiftninger efter Emil "zaider" Brandt blev smidt af holdet for at have snydt.

NO SIR! oplyser, at kalenderen er relativt tætpakket, da den nærmeste fremtid byder på ESEA, Proseries, Gaming.dk Ligaen, NPF og Dreamhack Winter 2014.