Copenhagen Wolves er i fuld gang med forberedelserne frem mod ESL One Cologne 2014. I aften byder den så på en omgang Caseking of the Hill, hvor det danske mandskab skal prøve kræfter med det amerikanske hold iBUYPOWER, som lige nu bootcamper i Europa fra mod ESL One Cologne.
Kampen starter klokken 18:00, og vinderen af denne skal op i mod de siddende konger, Natus Vincere. Desværre for ulvene må de undvære Nicolaj "Nico" Jensen, som ikke er i stand til at spille mod amerikanerne.
I stedet gør danskerne brug af en reserve i form af Danni "smF" Dyg. Jacob "Pimp" Winneche fortæller følgende omkring holdets deltagelse i CKoTH.
Vi håber på at gøre en god figur mod IBP, men er samtidige også realistiske omkring vores nuværende form, samt deres. Vi startede med at træne som hold for to dage siden, så det er begrænset, hvor meget vi har fået spillet.
Ligeledes har IBP lige været til Gfinity, og sidder der stadigvæk til deres bootcamp. Det bliver svært, oddsne er imod os, men på en god dag kan vi sagtens vinde den bo3 kamp. Skulle vi være så heldige, er Nico med igen i finalen mod NaVi - hvis ikke, så er det igang med noget mere træning, guderne skal vide, at vi har brug for det.
Omkring klokken 20:30 skal Natus Vincere kæmpe for at beholde tronen mod vinderen af dagens første opgør. Vinderen af denne udgave af CKoTH får en præmie på omkring 5.500 kroner og skal forsvare deres titel i næste uge.
Taberen af finalekampen kan se frem til en præmie på omkring 1.800 kroner. Turneringen kan følges på nedenstående stream.