Emil "zaider" Brandt og Nicolai "moxxi" Tinggaard kommer til at spejde langt, hvis de havde forhåbninger om at spille med i turneringer afviklet af Gaming.dk de kommende fire år.

Fire år er nemlig længden på den udelukkelse som begge spillere netop har modtaget. Dermed kan de først spille med i juli måned 2018.

Det er turneringsledelsen hos Gaming.dk, der har truffet beslutningen om, at de to spillere ikke får lov til at spille i turneringer, som afvikles af Gaming.dk, i de kommende år.

Den fire år lange straf slår alle rekorder, hvad angår varigheden på en udelukkelse fra en turnering på den danske Counter-Strike scene - og så vidt redaktionen er bekendt, slår det også alle rekorder inden for dansk e-sport generelt.

Den lange straf er en konsekvens af flere års gentagen snyd og forsøg på at omgåes reglerne. Noget som begge spillere kan se sig skyldige i.

Den øverste ansvarlige for Gaming.dks turneringsledelse, Frederik "realition" Byskov, har formuleret nedenstående pressemeddelelse, hvor straffens længde afsløres og forklares.

Administratorholdet her på Gaming.dk har kigget de nye VAC bans efter i sømmene og i samme ombæring diskuteret, hvilke konsekvenser VAC bans fremadrettet får i de turneringer, ligaer og events, som Gaming.dk er involveret i.

Vi har altid taget afstand fra snyd, men vi har på samme tidspunkt ikke udelukket personer, der har fået et VAC ban. Den holdning ændrer vi fra i dag, da vi vurderer, at Valve har fået så godt styr på deres Anti-Cheat, at en udelukkelse er på sin plads.

Det er derfor gældende fra dags dato, og reglerne vil blive opdateret herefter, at en spiller, som modtager et ban af Valve, ikke længere er velkommen i Gaming.dks aktiviteter i de efterfølgende to år. Der kommer en mulighed for at appellere, men overordnet set vil alle blive udelukket – uden undtagelser.

Fremover vil ”min account blev hacked” ikke blive godtaget som grund. Få opdateret jeres passwords og lad være med at trykke på alle mulige links, så I ikke mister jeres konto. Generelt beder vi jer holde bedre styr på jeres accounts, hvis I vil undgå at ende på snyderlisten. Det bør være lige til for alle.

Tidligere ’ban waves’ indgår ikke i de nye regler, mens den aktuelle ’ban wave’ her de sidste par dage er gældende. Alle, der har modtaget et VAC ban i den nuværende ’ban wave’, bliver udelukket i to år.

Dog modtager moxxi og zaider fire års ban fra Gaming.dk gældende fra dags dato. De skærpede omstændigheder skyldes, at både moxxi og zaider før har været udelukket for brug af snyd/intentionen om at snyde, og at de denne gang har erkendt, at de faktisk har snydt.

Vor kollega XplayN har før haft udelukket zaider og moxxi til henholdsvis september 2012/september 2013, mens HKLAN efterfølgende forlængede deres bans med halvandet år, da de prøvede at snyde sig ind ved eventen.

Nok må være nok og vi ønsker derfor ikke at have noget med zaider og moxxi at gøre før juli år 2018.

Det skal til sidst nævnes, at Zero-Tolerance samarbejdet ikke længere er gældende, så vi kan ikke udelukke de to herrer – eller andre VAC bannede – fra events. Der vil dog blive taget kontakt til alle større arrangører, så de er klar over, hvad Gaming.dks holdning er til brugen af snyd.

Den rekordhøje straf til de to spillere kommer under et døgn efter, at Emil "zaider" Brandt indrømmede i et interview her på Gaming.dk, at han havde snydt sammen med Nicolai "moxxi" Tinggaard.

Gaming.dk forsøger at få en kommentar fra Emil "zaider" Brandts hold NO SIR.