Sommerperioden har ikke fået Valve til at gå i hi - tværtimod. I dag har de annonceret tankerne bag en relativ stor Counter-Strike: Global Offensive opdatering, som er i gang med at blive finpudset. En af de mest iøjnefaldende opdateringer er CZ75-A-pistolen, der, ifølge Valve, kommer til at blive gjort dårligere.

Tilbage i starten af februar annoncerede Valve et nyt taktisk middel i form af en automatisk pistol, CZ75-A. Formålet med pistolen var at give mere variation og muligheder til begge sider i eco-runder og generelle pistolrunder. Valve må dog nu indse, at den er en tand i overkanten og giver en for stor fordel.

Som det kan ses ovenover, er CZ75-Auto i den grad blevet en mere almen del af spillet. Langt færre vælger en P250 fremfor en CZ75-Auto, selvom førstnævnte var den ubestridt mest solgte pistol før opdateringen med CZ75-Auto.

Helt tilbage i starten af august tilføjede Valve M4A1-S til Counter-Strike: Global Offensive som et alternativ til den yderst populære M4A4. Efter snart et år ser det ud til, at spillerne har taget godt imod M4A1-S, som bliver benyttet mere end M4A4 nu.

Det er stadig uvist, hvad Valve helt præcist har tænkt sig at ændre. De er dog godt tilfredse med den velkomst, som M4A1-S har fået blandt spillerne. De skriver i slutningen af deres annoncering, at der snart vil komme mere information omkring opdateringen.