Det er nu muligt at drible sig til en plads ved ESWC 2014, da arrangørerne, i samarbejde med Sports-Gaming.dk, afholder en dansk kvalifikation i FIFA 14, som sikrer mindst én rød-hvid repræsentant, når eventen skydes i gang i Paris den 30. oktober.
Syv online turneringer skal koge de tilmeldte spillere ned til 15 styks, som herefter skal spille slutspillet på LAN. Vinderen af dette løber med billetten til ESWC og æren af at spille i samme prestigefyldte turnering som blandt andre sidste års vinder, Vincent "Vinch" Hoffmann.
Der er endnu ikke kommet noget officielt op omkring tilmelding til en af de syv turneringer, men på ESWCs hjemmeside fremgår det, at kvalifikationen starter den 1. september.
Hvis du kan håndtere Ronaldo bedre, end han selv har kunne hidtil under VM, så er det med at holde øje med Gaming.dk, for vi skal selvfølgelig nok smide en nyhed op, når der er åbnet for tilmeldingen.