Da Counter-Strike fyldte 15 år forleden, spurgte vi jer, hvad jeres bedste Counter-Strike minde var. Det kom der en del gode og læseværdige kommentarer ud af. Det gav os inspiration til at få nogle af de danske topspillere gennem tiden på banen.
Kompetitivt har der både været Counter-Strike 1.3, som udviklede sig helt frem til Counter-Strike 1.6, Counter-Strike: Source og nu Counter-Strike: Global Offensive, hvor flere hundrede danskere gennem årene har ydet deres bedste for at nå til tops i deres helt store passion: Gaming.
Redaktionen her på Gaming.dk har været på jagt efter topspillere fra nutiden og fortiden for at fiske efter netop deres bedste Counter-Strike minde. Læs - og se - dem herunder.
Jacob "Pimp" Winneche, spiller i dag for Copenhagen Wolves.
Jeg har to minder, der rangerer meget højt på min liste. Begge minder er sammen med det daværende Western Wolves mandskab, som bestod af mig, MSL, Gla1ve, Nico, og Nille. Det første udspillede sig i Østrig i Vienna, hvor vi deltog til den - på det tidspunkt - mest konkurrencedygtige turnering til dato.
Vi kom til tuneringen med målet om bare at komme i top otte, men endte i finalen mod de uovervindelig Ninjas in Pyjamas, efter vi havde slået Verygames både i gruppespillet, og i en BO3 semifinale. Det rangerer højt, fordi det var første gang jeg nogensinde deltog til et LAN uden for Skandinavien, og tilmed klarede det super godt, både placeringsmæssigt med holdet, men samtidig havde jeg selv også en god turnering, og blev nomineret til MVP af tuneringen.Det andet minde, og det minde, der nok rangerer højest, var bare en måneds tid efter Vienna turen. Vi deltog til Copenhagen Games 2013, og havde, efter vores overraskende præstation i Vienna, noget at forsvare. Folk så os som en døgnflue, og troede bare, vi var et one hit wonder.
Heldigvis klarede vi os super godt til Copenhagen Games også, hvor vi slog både Copenhagen Wolves, Fnatic, Vitrus.pro, samt Verygames. Store, nævneværdige hold. Vi endte på en, igen, overraskende andenplads, efter at vi tabte finalen stort til Ninjas in Pyjamas.
Ligesom til Vienna blev jeg også her nomineret til MVP, men måtte, fuldt fortjent, se min teammate Nico modtage den for hans indsats til turneringen. Ikke nok med, at resultatet var super fedt og overraskende, så fik vi også den nok bedste opbakning man nogensinde kunne ønske sig til sådan en tunering.
Jo længere vi kom i turneringen, jo større interesse kom der også fra publikum til os. Det hele kulminerede under vores kampe mod henholdsvis Verygames, Vitrus.pro og Ninjas in Pyjamas.
Videoen lige herunder illustrerer meget godt den stemning vi som spillere følte under kampen, og det var bare en super fed oplevelse. Vi formåede at holde hovedet koldt under kampene, samtidig med folk bag os stille og roligt tabte hovedet hver især.
Nichlas "Nille" Busk, spiller i dag for Reason Gaming.
En af de (sjove) momenter, der har været for mig, var helt tilbage i Counter-Strike: Source. Det var mit første event TheBlast #1, jeg spillede med MSL, NDI, Darkie, Morida.
Vi var alle sammen mega spændte på at spille og så videre, vi var alle sammen cirka 12-13 år gamle. MSL siger så, at vi alle skal gå i seng, hvilket vi lytter på og mig, MSL, NDI og Darkie smutter så i seng.Morida gider så ikke gå i seng, hvilket resulterer i, at MSL bliver ret sur, og siger til ham: "Hvis du ikke går i seng nu, så er du kicked fra holdet" - og det er altså på LAN, én dag før vi skal spille gruppespillet :D
Morida vælger så at lade være med at gå i seng, hvilket så også resulterede i, at MSL kickede Morida på LAN :D det endte med, vi tog NisseFar med, og endte på en 5.-6. plads i A turneringen, selvom nogle af os spillede på laptops! ;D BACANILLE FOR LIFE (heart) MSL ;)!
Casper "cadiaN" Møller, spiller i dag for Reason Gaming.
At vinde den uendeligt lange Dreamhack BYOC turnering i de sene nattetimer over mousesports, og kvalificere sig til den hidtid største Counter-Strike: Global Offensive turnering, var toppen. Især fordi ingen forventede det!
Jeg husker stadig nogle nfacultyspillere (cajunb, Pimp, gla1ve, Karrigan, raalz) være overrasket over at se mig inde i turneringsområdet.
Jeg var trods alt helt ukendt, og de kom fra en køretur hen over natten! Udover det var det også ret så fedt at analysere til EMS (fordi Thorin blev fyret som caster red.), at begynde at skrive autografer, tage billeder med folk og lignende - det var ikke lige noget jeg havde haft i horisonten.
Danny "BERRY" Krüger, spiller i dag for NO SIR.
Mit største minde forbundet med Counter-Strike er helt klart min tur til IEM Guangzhou i Kina i 2011 med Anexis. Vi fik lov til at overhale en flere kilometer lang kø, bare for at komme ind og spille. Jeg fik også lov til at skrive min første autograf derhenne.
Fik du ikke delt os dit bedste minde forleden? Så smid en kommentar til nyheden.