Det er ikke mange dage siden, at Dreamhack Summer 2014 lukkede dørene for denne omgang. Gaming.dk var med før og under eventen, men det er ikke slut endnu. Undertegnede har nemlig kigget på turneringens forløb og kommer her med en personlige vurdering af, hvad vi lærte af Dreamhack 2014.
Slutstillingen ved Dreamhack Summer 2014 blev således:
- 1.
Ninjas in Pyjamas - 55.000 danske kroner.
- 2.
Natus Vincere - 27.000 danske kroner.
- 3. - 4.
Epsilon eSport - 19.000 danske kroner.
- 3. - 4.
HellRaisers - 19.000 danske kroner.
- 5. - 8.
Lemondogs - 11.000 danske kroner.
- 5. - 8.
Virtus.pro - 11.000 danske kroner.
- 5. - 8.
Titan eSport - 11.000 danske kroner.
- 5. - 8.
SK Gaming - 11.000 danske kroner.
- 9. - 12.
Berzerk
- 9. - 12.
Fnatic
- 9. - 12.
Reason Gaming
- 9. - 12.
Flipsid3
- 13. - 16.
Publiclir.se
- 13. - 16.
London Conspiracy
- 13. - 16.
o4o
- 13. - 16.
Expert Gaming
Ved annonceringen af Dreamhack var der gjort klar til det helt store drama hjemme i stuerne med popcorn og cola, når samtlige af Europas tophold skulle dyste i Counter-Strikes svar på Colosseum. Det nåede dog aldrig så vidt, da afbud fra blandt andre Team Dignitas, Team LDLC og TEAMGLOBAL resulterede i en noget svækket turnering.
De uovervindelige
Når man snakker om Counter-Strike: Global Offensive er det umuligt ikke at nævne Ninjas in Pyjamas i den sammenhæng. Det er snart to år siden, spillet udkom og siden da, har det svenske hold ikke præsenteret en eneste udskiftning - noget der må få danskere til at føle sig som en miniputnation i Counter-Strike øjemed. Svenskerne har stort set siddet på tronen, siden spillet udkom, og Dreamhack blev ingen undtagelse.
Selvom toppen er begyndt at blive meget tættere, fik ninjaerne for alvor slået fast, at de stadig er verdens bedste hold trods nederlag i finalen ved Dreamhack Winter 2013, EMS Katowice og esportSM.
Det var dog ikke en helt smertefri vej, svenskerne tog mod guldet, hvor de viste flere svaghedstegn, hvor især de_inferno syntes at være akilleshælen hos Ninjas in Pyjamas.
NiP i færd med at vinde finalen over NaVi (Foto: Gaming.dk)
Hvorom alting er, så beviste ninjaerne dog, at de kan opretholde et stabilt spil gennem hele turneringen, hvilket i sidste ende gav dem guldmedaljer om halsen.
Ninjas in Pyjamas har altid været, og er stadig, verdens bedste CS:GO hold, det er så sikkert som en regnvejrsdag midt i den danske sommer.
NaVi - det nye VeryGames?
Det ukrainskbaserede hold viste virkelig ved Dreamhack Summer, at de er klar til at lege med i toppen af poppen. Vi havde kort tid forinden set NaVi præstere flot på hjemmebane, da de vandt SLTV StarSeries i Kiev, hvor de besejrede blandt andre Ninjas in Pyjamas.
Det var den første event, hvor NaVi virkelig slog sit navn fast som en del af toppen på scenen, men trods det var der stadig en del skeptikere. Efter den første gruppespilskamp, kunne disse skeptikere sidde og gnide sig i hænderne over NaVis nederlag til Flipsid3.
Det varede dog ikke længe, før ukrainernes spil drejede 180 grader, og gik fra middelmådige individuelle præstationer til noget, der minder om Chris Froomes ustandselighed på en jernhest op ad et bjerg. Først røg Virtus.pro, så Epsilon, hvorefter, de måtte indkassere et smalt nederlag til ninjaerne i finalen.
Ved denne event viste Natus Vincere, at deres succes ved SLTV finalerne ikke bare var et "lucky shot", men at de rent faktisk er i stand til at spille med helt øverst. Nu er spørgsmålet bare, om de kan lægge den ekstra dimension på, som gør, at de kan komme i betragtning som verdens bedste hold.
En ting er i hvert fald sikkert. Lige nu ligner NaVi holdet, som kan give NiP stor modstand i resten af 2014 - præcis som VeryGames gjorde det i 2012 og dele af 2013.
HellRaisers må være verdens bedste med træning
Det var nærmest en offentlig hemmelighed, at HellRaisers stort set ikke havde rørt spillet siden EMS Katowice. Hvis vi kigger over hele eventen, er det klart det hold, som overraskede mest, trods en delt 3.-4. plads.
Holdet er det, der i den gastronomiske verden vil svare til en blandet salat. Ukrainere, en russer og en kazakhstaner huserer i startfemmeren og selvom de ved tidligere lejligheder har vist flotte resultater, så var der ikke mange, der regnede dem for en reel trussel ved Dreamhack.
Det skyldes selvfølgelig deres mangel på træning inden eventen, men det var der overhovedet ikke tegn på under turneringen. HellRaisers var således det hold, der formåede at presse mestrene fra Ninjas in Pyjamas mest.
Så ender vi ud med det store spørgsmål: Var alt dette blot spil for galleriet, eller er HellRaisers Counter-Strikes nye svar på Usain Bolt, når de har fået trænet sammen?
Flere danske topspillere har bekræftet, at HellRaisers ikke har spillet særlig meget siden EMS Katowice, så medmindre de har lavet et vanvittigt stunt, så kan vi forvente store ting fra HellRaisers i fremtiden.
Spanien minder mig om Fnatic
Det er nærmest svært at finde et sted og starte med det svenske Fnatic mandskab. Siden deres triumf ved Dreamhack Winter 2013 er det kun gået én vej - mod afgrunden. Der melder sig imidlertid en række spørgsmål om, hvorvidt guldet ved ovennævnte event blev hevet hjem, fordi de lige ramte dagen.
Spillerne viste utroligt samarbejde og sprudlede af selvtillid, som var de en gennemsnitselev, der netop har fået 12 til alle sine eksamener. Sådan fungerer det bare ikke mere hos svenskerne. De tager unødvendige chancer og er ofte for grådige, og det ender med at koste dem dyrt.
Da jeg så verdensmestrene fra Spanien ryge ud af VM efter et 1-5 nederlag til Holland og et 0-2 nederlag til Chile, så kunne jeg ikke lade være med at associere dem med Fnatic. Godt nok har Spanien siddet på tronen i lang tid, det kan man ikke just sige om Fnaitc, men det store udsving kan snildt sammenlignes.
På samme måde mindede spillerne om hinanden. Den sløsede måde de selvtillidsforladte spillere gik rundt på grønsværen på, gav mig billeder af Fnatics spil på nethinden, hver gang jeg blinkede.
Der er ingen tvivl om, at der skal ske noget nu. Spillerne har fået lang nok snor. Inden Dreamhack bootcampede de i en måned - en hel måned - ikke engang dét var nok til at spille sig videre fra gruppespillet. Spørgsmålet er bare, hvem der først tager affære - Den øverste ledelse, Patrik "cArn" Sättermon eller holdet.
Polakkerne bør finde på noget nyt
Virtus.pro slog for alvor igennem, da de hev sejren hjem ved EMS Katowice på egen jord. Holdet er nu at betragte som blandt verdens bedste, men der skal til at ske noget nyt, hvis de vil opretholde denne status.
Siden EMS Katowice har det dog lignet Michael Rasmussens cykelkarriere. Polakkerne har ramt en nedadgående formkurve, som startede ved slutspillet af SLTV StarSeries, hvor de blev nummer fire ud af fire hold.
Derefter fulgte nederlaget til NaVi i kvartfinalen af Dreamhack Summer 2014, hvilket sendte dem ud på en samlet 5.-8. plads. For et hold som Virtus.pro, ser dette ikke helt godt ud, og noget tyder på, at de andre hold, er ved at have læst polakkernes spil.
Derfor skal der ske noget, hvis de vil gøre sig forhåbninger om endnu en stor sejr, når båndet til EMS One Cologne klippes over.
CS:GO kan skifte navn til CS:Inferno
Vi bevæger os væk fra holdene og lidt mere over i det generelle om spillet. Det er nemlig ved at være tid til, at der skal ske noget! Det er simpelthen for kedeligt at se på de samme maps hver evig eneste kamp og specielt de_inferno er synderen her. Jeg har indsamlet data, og de viser, 16 ud af de 36 maps, som blev spillet til Dreamhack Summer 2014 var de_inferno - svarende til 44 procent.
Det er slet ikke optimalt for publikum, at næsten hvert andet map er de_inferno. Det er ikke offentligt, at Valve nægter events at benytte sig af andre maps som de_cache og de_season, men hvis man skal komme i betragtning som partner og få den store præmiepulje, så er linjen lagt - brug vores maps eller glem det, som Per "Tvers" Bremholm fra Danish Dynamite ville have sagt det.
Og det er ikke bare ved det netop overståede Dreamhack event det var sådan her. Ved EMS Katowice lød fordelingen på 43 procent, så der er ingen tvivl om, at der skal ske noget, hvis publikum fortsat skal underholdes.
Hjemmebane er en fordel i e-sport
Det er blevet et kendt fænomen, at hjemmeholdet vinder den pågældende turnering, og Dreamhack Summer 2014 var ingen undtagelse, da Ninjas in Pyjamas løftede pokalen. Ved ESWC 2013 i Frankrig vandt franske Clan-Mystik, ved Dreamhack Winter 2013 vandt svenske Fnatic, ved EMS Katowice vandt polske Virtus.pro og ved SLTV StarSeries finalerne tog NaVi guldet.
Listen er lang og der er helt sikkert mange andre eksempler, så noget tyder på, at hjemmebanen rent faktisk er en fordel. En af de danske spillere, der både har prøvet at spille foran eget publikum og foran fjendtligt, er Mathias "MSL" Lauridsen, som tidligere har figureret på Western Wolves' holdkort. Han fortæller her om sine oplevelser.
Selvfølgelig gør det en stor forskel at spille foran eget publikum, hvor man kan mærke opbakningen. Til Copenhagen Games 2013 følte vi virkelig opbakningen hele vejen igennem, der stod sindssyg mange bag os, og hver gang vi vandt en runde, kunne vi høre og mærke det, hvilket gav et kæmpe boost og tro.
Det er en af grundene til, at vi blev nummer to til det event. Så det gør en stor forskel! Det er altid dejligt at spille på national jord, fordi man føler sig hjemme og ikke har en rejsedag på ti dage, det booster en. Samtidig med at du har mulighed for dansk opbakning, hvis det afholdes i Danmark, som giver boost som førnævnt.
Dog kan det også booste en rigtig meget at spille til et udenlandsk event, fordi det er et større og mere professionelt setup, og hvis der er en stor scene og mange tilskuere, giver det et kæmpe adrenalinkick, som typisk gør kampene ti gange federe og får en til at spille meget bedre. Så ser faktisk plus på begge sider.
Der er ingen tvivl om at følelsen af at være hjemme i vante omgivelser gør en forskel for spillerne, hvis man skal tro MSLs udtalelse. Historien viser da også, at hjemmeholdene oftest sejrer, så konklusionen må være, at hjemmebane rent faktisk spiller en vigtig rolle i en Counter-Strike turnering.