Fans af det hysterisk morsomme Goat Simulator kan glæde sig over endnu et simulatorspil fra dyreverdenen. Catlateral Damage er titlen på spillet, som lige nu er i Alpha og netop er landet på kickstarter, hvor skaberne forsøger at skrabe penge sammen til at finansiere udviklingen.
Spillet går kort fortalt ud på, at man som destruktiv kat går amok og losser så mange af sin ejers bøger, fotoalbums, bilnøgler og hvad der ellers befinder sig på hylder, borde, skænke, reoler og lignende møbler ned på gulvet.
Kort sagt. Som kat er din lod at gøre livet surt for din ejer - naturligvis med en arrogance som kun en mis kan mønstre.
40.000 $ forsøger udviklerne at samle sammen. I skrivende stund er de godt på vej med 14.818 $ indsamlet med 24 dage tilbage af indsamlingen.
Spillets hovedperson (undskyld, kat red.) er baseret på en af skabernes egen kat, Nippy. Det er i øvrigt Nippy i virkeligheden til venstre og Nippy i Catlateral Damage til højre, hvis man skulle være i tvivl.
Det er muligt at prøve kræfter med en demo af spillet, så man kan skabe lidt ravage, inden man sender en donering af sted til Catlateral Damage.