Det nye Counter-Strike hold i Copenhagen Wolves stalden var ikke længe om at hive den første titel i hus. Allerede i går, dagen efter holdet blev præsenteret, vandt de SteelSeries CS: GO Championship Series over resten af den danske top - eksklusiv Team Dignitas, som ikke deltog i turneringen.

Den nyerhvervede titel glæder ejeren af organisationen, Jakob "JLK" Kristensen.

Vi er selvfølgelig utroligt glade for at kunne starte vores tilbagevenden til Counter-Strike ud med en titel, men det må dog også siges, at det var noget, vi forventede. Vi har, siden afskeden med vores tidligere hold, ledt efter et mandskab, der kunne bære faklen videre og indeholde spillere på et så højt individuelt niveau, at denne slags titler bør vindes.

Efter holdets sejr i SteelSeries CS: GO Championship Series går spillerne nu på en planlagt sommerferie. Det er første gang, at Copenhagen Wolves skriver kontrakt med et hold, som indleder samarbejdet med at tage et par måneders ferie.

Vores partnere er alle med i dette projekt over den næste årrække. Vi fokuserer derfor mest på, hvad dette hold kan blive til frem for, hvad det er nu. Samtidig havde vi en utrolig konstruktiv dialog med holdet, der redegjorde fint for de bekymringer og forbehold, vi havde omkring et samarbejde, så vi er utroligt tilfredse med, hvor vi er nu.

Samtidig var dette en unik mulighed for at støtte en Dansk Counter-Strike scene, der i lang tid har lidt under Dignitas dominans og evne til at nuppe spillere, så snart et andet hold viser potentiale. Vi håber at kunne stable en værdig udfordrer på benene, der ikke vil falde fra hinanden, så snart et stort tilbud bliver luftet.

Ifølge Jakob "JLK" Kristensen er det planen, at holdet begynder at træne i august for at få det bedst mulige resultat til henholdsvis ESWC og Dreamhack.