Asus
Anmeldelse

Anmeldelse - Havit HV-H2002U Gaming Headset

Avatar for Redaktionen
Skrevet af: Redaktion
Anmeldelser | 8. januar 2019, 21.20

Navnet siger dig måske ikke super meget, og det forstår jeg egentlig godt. Men Havit er en kinesisk IT-producent med 20 års erfaring og salg i mere end 80 lande, og blev i 2017 introduceret på det nordiske marked. I dag kan vi hurtigt finde 5 danske shops som sælger en større eller mindre del af deres sortiment, så produkterne er til at få fat i.

I modsætning til andre kinesiske producenter, designer Havit selv deres produkter og ofrer utrolig mange ressourcer på innovation og videreudvikling af produkterne. Så hvor mange andre mærker i østen falder igennem, så forsøger Havit at holde trit med de mere vestlige brands.

Indpakningen

Produktet kommer i en lækker æske, ganske lig hvad man eksempelvis har set ved HyperX og andre high-end produkter. Der er en sort flap som dækker over selve produktet når man får låget af, og herunder finder man headset samt tilbehør. Alt i alt, er det en rigtig flot indpakning, og bestemt blandt de bedste i kategorien omkring 400,-.

Design

Havit HV-H2002U er et ganske simpelt gamer headset, der er ingen specielle farver eller et markant anderledes design. Det er dog super stilrent, og ved at bruge en kraftig ramme og headband så mærkes produktet også som et kvalitets produkt når man får det i hånden. 

Dog må jeg sige at designet og valg af materialer til justerings knapperne er en anelse skuffende. Jeg forstår ikke lige valget af de blå knapper, for det gav mere mening at have valgt en grå som kunne matche de andre dele af produktet. Derudover så har man valgt en billigere plastik til både mikrofon samt der hvor man kan justere lyd og mikrofon, hvilket kan virke underligt når man har fundet en virkelig flot mat sort til selve hørebøfferne. 

Alt i alt et flot produkt, men for at holde prisen på et fornuftigt niveau, har det været nødvendigt at skære ved enkelte elementer. 

Pasform

Normalt er det ikke et område der bruges meget tid på, men jeg føler alligevel at Havit har valgt en lidt anderledes og skæv løsning efter min mening her. På billedet ser man Havit HV-H2002U til venstre, og et HyperX Cloud Revolver til højre, og det er tydeligt at pladsen indenfor puden er langt mindre ved test produktet kontra eksemplet fra HyperX. Det har desværre den konsekvens at kanten af ens øreflip ikke kan være indenfor, men at puderne i stedet sidder henover dele af ens øre. Puden fejler bestemt ikke noget, men jeg følte dog en smule ubehag omkring øret som blev generet af dette, og det var ikke behageligt efter ca. 3 timer. Der bruges memory foam inde i disse puder, hvilket måske vil gøre produktet bedre og mere komfortabelt over en længere periode.  

Dette er givetvis også en lidt personlig smagssag, da andre mennesker bevidst bruger headset som sidder ovenpå øret i stedet for omkring øret. I dette tilfælde får man lidt af begge dele, hvilket jeg ikke finder optimalt, og er den største grund til at et produkt med en ellers virkelig god lyd, "blot" scorer 7. 

Lyden

Et headset i denne klasse med 7.1 Surround Sound er virkelig lækkert, og jeg har generelt været rigtig tilfreds med lyden fra dette produkt. Der er en god dybde i lyden, og isoleringen af støj omkring en er så god at det sagtens kan fungere som et LAN headset også. Lyden leveres af to 53 mm. højtalere, som arbejder i en frekvens på 20 hz - 20 khz. 

Konklusion

Du får en følelse af kvalitet med det samme du tager fat i æsken fra Havit, og i første omgang så er det også et virkelig solidt produkt. Materialet som er brugt til selve hørebøfferne er lavet af lækkert plast og metal som virker super solidt. Der er kun et par enkelte detaljer som ødelægger helheds billedet for dette produkt, og til en pris på 400,- så var det heller ikke at forvente vi ville se et perfekt produkt. Valg af materiale til justering af lyd samt mikrofon har ikke samme finish eller følelse som resten af produktet, og så er formen på puderne lidt sjov. Lyden fejler intet, og mikrofon samt justering kunne vi nok sagtens se igennem fingre med, men når vi sammenligner puden og størrelsen med andre produkter fra SteelSeries, HyperX samt Corsair så er vi nød til at trække point for dette. Jeg vil dog sige at dette er et lækkert produkt til junior som skal have sit første ordentlig gaming headset, uden at budgettet skal springes, eller hvis man normalt bruger on ear headset!  

gaming.dk vurdering
Det gode og det dårlige
  • Lækker lyd
  • Følelsen af kvalitet
  • Størrelse på pudder

Flere anmeldelser