Hvad er federe end at rejse det kendte univers tyndt, mens man redder galaksen? Selvfølgelig at rejse rundt i det ukendte univers, mens man redder galaksen. Tag med på en tur ud i Andromeda galaksen for modigt at udforske og kolonisere helt nye planeter, og find ud af, om du selv bør tage rejsen gennem "dark space" og købe spillet.
Helt nyt spil. Helt ny Mass Effect
Selvom Mass Effect: Andromeda foregår i det samme univers som de tidligere Mass Effect spil, er det på mange måder mere en spin-off, end det er en efterfølger. Det foregår i den uudforskede Andromeda galakse, som ingen, hverken mennesker eller rumvæsener, fra Mælkevejen før har rejst i.
Historiemæssigt har spillet heller ingenting med Mass Effect trilogien at gøre, og siden de rumrejsende i Andromeda er rejst så langt væk fra Mælkevejen, har de ingen kontakt til Jorden. Så uden at spoile for meget af den originale trilogi, kender karakterne i Andromeda derfor heller ikke til de ødelæggelser, der finder sted i de tidligere spil.
For at fortælle kort om spillets plot styrer man mennesket Ryder, hvis fornavn og køn er op til spilleren at vælge. Man har sammen med sin bror/søster (modsat sit eget køn) og sin far lagt i cryo-søvn i 600 år for at krydse "dark space" ind i Andromeda galaksen. Det gør man sammen med the Andromeda Initiative, der består af tusindvis af mennesker og rumvæsener, der alle har det tilfælles, at de gerne vil være med til at udforske den ukendte galakse.
Vær den første på de nye planeter
Spillet starter med, at ens rumskib endelig er nået frem, og man er derfor lige blevet vækket af cryo-søvnen. Det, der er særlig ved Ryder, er, at han/hun ligesom sin far har rollen som en Pathfinder. Eller rettere sagt er man en Pathfinder lærling, men af særlige årsager (Ingen spoilers her) bliver man tvunget ud i at indtage chefrollen. Som Pathfinder er det ens job på the Andromeda Initiative at udforske de ukendte planeter og gøre dem beboelige, hvis det er nødvendigt, så en koloni kan blive placeret.
Historien er umiddelbart meget medrivende, og man får hurtigt en følelse af, at man rent faktisk er med til at sikre sig et hjem. I takt med, at man får udforsket flere planeter og får koloniseret dem, går det bedre for Andromedas befolkning, og der bliver hevet flere og flere ud af cryo-søvnen. Man er derfor hele Andromedas håb. Men der enkelte kritikpunkter af historien.
For hvorfor er det, at titundvis af mennesker og rumvæsener har valgt at forlade Mælkevejen for hovedløst at kaste sig ud på sådan en færd, der nemt kunne koste dem livet? Så vidt man forstod på den originale Mass Effect trilogi, var der stadig rigtig meget af Mælkevejen, der endnu var ukendt og ubeboet. Så det er meget tydeligt, at BioWare har tvunget karakterne i Andromeda ud på en så lang rejse, så historien bliver helt uafhængig af de foregående spil.
Mere dynamisk gameplay
Til dem, der ikke er kendt med gameplayet i Mass Effect i spillene, er det meget simpelt. Det består i princippet af to halvdele. Den ene del er RPG-delen, der foregår fredeligt, og hvor man render rundt og taler med de mange NPC'er om stort og småt. Nogle har opgaver til én, andre vil bare dele ud af deres livshistorie.
Og så er der den anden halvdel, der er mere action orienteret. Her foregår kampen mod de mange fjender, og i sit våbenarsenal har man både pistoler, biotics (Evner, der mest af alt minder om magi) og flere forskellige muligheder for at hacke eller kontrollere robotter (tech kræfter). Hvor der i de tidligere Mass Effect spil ofte var en meget klar opdeling af de to halvdele, er den i Andromeda mere flydende.
Man hopper ind og ud af kampe, da man langt det meste af tiden befinder sig i områder med fjender. Til forskel fra den originale trilogi er det i nogle tilfælde valgfrit, hvorvidt man vil slås i mod fjenderne. Man kan ofte bare køre fra dem.
Ikke de eneste ændringer fra de tidligere spil.
I forhold til selve gameplayet er der sket store ændringer fra den originale trilogi. Det at styre sin karakter i Mass Effect 1,2 og 3 kunne godt føles meget tungt, når man bevægede sig fra cover til cover under kamp. Det har de ændret en del på i Andromeda, hvor man nu er blevet udstyret med en jetpack. Med den kan man lynhurtigt suse i skjul eller hoppe op på et bjerg, hvis man skulle se sig nødsaget til det.
Generelt føles Andromeda mere som et adventure spil og ikke bare som et RPG med tilfældig action. Det er der måske nogle fans, der ikke vil bryde sig om, men det fungerer godt uden at være på bekostning af RPG-elementerne, vi kender fra de tidligere Mass Effect spil.
Når det kommer til at interagere med NPC'erne i spillet, er der ikke meget, der har ændret sig. Man står stadig med enkelte valgmuligheder i ens samtaler. Og selvom BioWare er gode til at få det til at ligne, at ens valg får konsekvenser, så er det kun i sjældne tilfælde, at det rent faktisk forholder sig sådan.
Universet er pludselig blevet større
Ikke desto mindre nyder man blandingen af RPG og action, og man bliver hurtigt revet med, når man hjælper de rumrejsende til et bedre liv ved både at klare små sidemissioner eller indtage helt nye planeter. Og det er så også en af de nye ting ved Andromeda; der er lige pludselig kommet rigtig meget at lave.
Altså de originale Mass Effect spil havde selvfølgelig også en del sidemissioner, men det når ikke op til Andromeda sokkeholdere, hvor en enkelt tur til ens rumbase (the Nexus) pludselig tager flere timer, mens man render rundt i de samme fire områder for at klare små opgaver.
Samtidig er spillet blevet mere open world end tidligere med store områder, man kan køre udforske fyldt med større og mindre missioner. Ens missionområder er lige pludselig også blevet meget større. I den originale trilogi var der mange smalle korridorer, man bevægede sig igennem, når man skulle frem til ens mål. Men de er blevet skiftet helt ud til fordel meget mere rummelige miljøer.
Uhyggelige ansigter og flotte planeter
Allerede inden jeg fik mine hænder på Andromeda, frygtede jeg for grafikken i det ellers helt nye spil med et enormt budget bag sig. Flere nyhedssider havde nemlig beskrevet, hvordan karakternes ansigter langt fra var på højde med nutidens grafik, og nogen gik endda så langt som til at sige, at ansigterne var pænere i det allerførste Mass Effect. Et spil, der blev lavet i 2007.
De dystre nyheder holdt til dels stik, men var ikke med til at ødelægge min oplevelse af spillet. Selve ansigterne og nogle af animationer virker meget klodsede; som om, BioWare lige pludselig fik meget travlt med at få spillet skubbet ud til offentligheden.
Men hvor de rammer forbi med hensyn til karakterene, gør de op for med de flotte miljøer. Om du er på ørkenplaneten Eos eller på arktiske Voeld, så nyder du langskabet i fulde drag. Og jeg spiller endda på PS4, hvor du ikke har de samme muligheder for at justere din grafik som på PC.
Skal du købe Mass Effect: Andromeda?
Det korte svar er ja. Det længere svar er, ja, hvis du godt kan lide RPG. For lige gyldigt om du skipper igennem al dialogen, så bliver du til en vis grad nødt til at sætte dig ind i historien og følge med i dialogen. Det kan i nogle tilfælde godt virke lidt kedsommeligt, og nogen gange kan man godt få brug for "en pause" fra al snakken og komme ud og skyde nogle rumvæsener.
Men hvis man er fan af RPG eller de tidligere Mass Effect spil kommer man med garanti til at elske spillet. Det er generelt meget flot, og man bliver hurtigt revet med i kampen for at skabe et nyt hjem i en vildtfremmed galakse. Og så nyder man det fast paced kampsystem, hvor man suser rundt og destruerer ens fjender.
Udover det er der lagt op til mange timers gameplay. Planeterne er kæmpe store sammenlignet med de tidligere Mass Effect spil og er fyldt med utallige NPC'ere, du enten kan snakke med, eller som giver dig opgaver. Så hvis du er en fan af RPG-genren, er det her et must.
Men er du til gengæld ikke særlig glad for cinematiske elementer og ikke rigtig går op i, hvorvidt din karakter opfattes som flappet eller gavmild, så bør du nok kigge andre steder hen.
Konklusion
Alt i alt nyder jeg at spille Andromeda, især fordi de formår at blande RPG-genren med adventure-genren så godt. Så uanset hvilke typer spil, man er til, så får man noget ud af spille Andromeda. Og det er i hvert fald et must, hvis man har spillet en af de tidligere spil og nød det.
For selvom det er et nyt spil, der ikke meget at gøre med den oprindelige trilogi, så bygger de stadig videre på meget af baggrundshistorien i Mass Effect universet, og som fan af serien så nyder man det i allerhøjeste grad.