Asus
Anmeldelse

Paracon ATTACK Gaming Bundle

Avatar for Redaktionen
Skrevet af: Redaktion
Anmeldelser | 14. februar 2017, 16.33

Vi har alle brug for noget lækkert gear, når vi skal game, men det er desværre ikke altid, at pengepungen strækker lige så langt som drømmene. For man kan hurtigt købe sig fattig i high-end lydudstyr og top-tier gaming peripherals. Derfor tager vi i dag et kig på et gaming bundle fra Paracon, som består af en mus, et tastatur og et headset til en ydmyg pris af 499 danske kroner. 

Paracon HYDRA

Musen falder ikke helt i god jord. Den er lille og let. Jeg kan personligt godt lide en mus, der ligger i den tunge vægtklasse. Samtidig skal den også være fysisk stor - eller til den større side i det mindste - hvis den skal passe i min hånd. Godt nok benytter jeg mig af et claw grip, men min tommelfinger lander naturligt på tilbageknappen på venstre side af musen, som jeg ofte får trykket på. Den kan selvfølgelig indstilles til noget andet eller fjernes helt, men placeringen er stadig bøvlet for mig, da jeg tit ryger væk fra internetsider.

Det skal dog siges, at musen alene koster dig 119 danske kroner, hvilket er ufattelig budgetvenligt. Desuden glider den fint helt over musemåtten, og reagerer upåklageligt. Udover frem- og tilbageknappen på venstre side får du også en DPI-knap bag scroll wheel, så du hurtigt kan skifte musens hastighed. Personligt har jeg aldrig brugt denne feature, selvom stort set alle muse til gaming er udstyret med sådan en krabat i dag.

Materialemæssigt er det som sagt en let mus, men overfladen skal Paracon nu have en tommel op for. Den har en rar gummifølelse i mat sort. Dog savner jeg lidt en bedre skridsikker overflade på siderne, så ens fingre er garanteret for ikke at glide, når man svinger musen tværs over musemåtten i høj fart. Dette har de nemlig gjort på scroll wheelet, som fungerer ganske godt. Det er primært, fordi mine fingrer ikke helt kan være der, da musen ikke er særlig høj.

Ellers er det designet flot, som henvender sig til gameren. Den blå LED-belysning giver musen karakter, og kan ses gennem de mangle udskæringer og logoer. Det blå går også igen på kablet, som jeg sætter pris på er af stof.

Paracon SPECTRA

Tastaturet i denne pakke går til 299 kroner, men her får du efter min mening bedre value end ved musen. Jeg sidder normalt med et Razer BlackWidow X Chroma, som sælges for mere end fire gange så meget som SPECTRA. Den primære forskel på de to er byggekvaliteten og deres switches.

Jeg blev faktisk positivt overrasket, da jeg modtog dette tastatur. Selvom jeg forguder mekaniske tastaturer, så er der folk, der helst vil have en membran version - og de vil nok ikke gå helt galt i byen her, hvis budgettet også strammer lidt. Tasterne har en behagelig gummibelægning, der gør gaming eller skriveri til en god og lydløs oplevelse. Det er dog ikke mekaniske switches, men det forventer man heller ikke i dette prisleje.

Kvaliteten er tastaturet er dog ikke i top, når man sammenligner det med mit BlackWidow, men det er som at sammenligne pærer og æbler. Prisklasserne er næsten så langt væk fra hinanden, som de kan blive. SPECTRA kontra prisen giver dig en god value for dine penge, selvom det er lavet af plastik. Her får du også et stofkabel, som tæller op i min bog.

Det er som sagt et gaming tastatur, og derfor kan det også lyse alle regnbuens farver. Designet er ramt af skarpe kanter, som man ofte ser på gaming udstyr.

Paracon TALON

Helt godt skulle det dog ikke gå for Paracon. En af de ting, som jeg lægger stor vægt på ved et gaming headset, er dets evne til at lukke af fra omgivelserne. Dette er især rart, hvis man deltager til LAN events eller sidder i et støjende miljø. Her fejler Paracon TALON, da det ikke formår at lukke af ved ørerne. Dette er ufattelig synd, da lyden faktisk er god, men man får ikke helt det fulde ud af dem, når de ikke strammer ordentlig om hovedet. Puderne er ellers dejlig bløde, men udfører heller ikke rigtig sit formål.

Jeg bruger en størrelse large motorcykelhjelm, hvilket betyder, jeg ofte skal justere mine hovedtelefoner et enkelt hak eller to. Dette er dog ikke tilfældet her, hvorfor jeg også tror, TALON ikke vil passe til mindreårige eller folk med små hoveder.

Mikrofonen blev jeg til gengæld imponeret over, da jeg ikke forestillede mig særlig meget kvalitet for de 299 kroner, som dette headset står til separat. Man kan høre dig klart og tydeligt, men den er dog følsom overfor voldsomme p-lyde. Inline controlleren kan både justere volumen, mikrofon og det blå LED-lys, eftersom headsettet tilsluttes via USB.

Konklusion

Alt i alt er det fint gaming udstyr, men kvaliteten halter, hvis man sammenligner med, hvad man ellers kan få på markedet - så længe vi ignorerer prisen. For det er prisen, som virkelige tæller op ved Paracon. Et bundle som dette er super til at give en "førstegangs-gamer" eller hvis man ikke lige har eller ønsker at bruge over et eller to tusinde kroner. Dog må man også acceptere, at der vil være nogle ting, som man går glip af med et sæt som dette. 

gaming.dk vurdering
Det gode og det dårlige
  • Budgetvenligt.
  • God mikrofon.
  • Rar overflade på tasterne.
  • LED-belysning i dette prisleje.
  • Musen er for lille og let.
  • Tastaturet er membran og af plastik.
  • Headsettet isolerer ikke godt nok.

Flere anmeldelser