Der er ingen tvivl om, hvor irriterende det er at spille på en computer, som mangler lidt hestekræfter for at kunne spille alle de nyeste spil uden unødvendig lag. Derfor må man til tider skrabe en god sum penge sammen, så man kan få sig et rigtig bæst af en computer. Vi har været så heldige at låne en computer fra SharkGaming, og derfor har vi trukket den gennem nogle gaming-forhindringer for at se, om den virkelig kan følge med.
Når du bestiller computeren hos SharkGaming, lander der en kæmpe kasse hjemme foran din dør. Udover den ufattelig store mængde luftpuder, som sørger for en sikker transport gennem riget, finder du to kasser indeni - computeren selv og en kasse med tilbehør. Efter et par hurtige snit kan du placere computeren på skrivebordet, sætte stikket i og med ét tryk se den blå LED-belysning lyse det super stilrene kabinet op. Det er nemlig et ekstremt lækkert kabinet fra NZXT, som gør det muligt at gemme stort set alle spor af kabler væk. Derfor kan man også sagtens tillade sig at have et sidepanel med et kæmpe vindue, da man rent faktisk har noget flot at vise frem.
Løsner man to tommelskruer, kommer sidepanelet let af, hvor man kan tage et nærmere kig på, hvad der gemmer sig af indmad.
|
|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
Det vil til hver en tid være optimalt at tilslutte computeren til dit internet med et kabel, men har du ikke mulighed for dette, er det heldigt, at der er indbygget et trådløst netværkskort i bundkortet. De to antenner på billedet ovenfor skrues hurtigt på, og så kan du nemt hoppe på det trådløse internet. Yderligere sidder der en lille LED-pære over bundkortets I/O, så du nemt kan koble musen til i mørket. Desuden har du også et passende antal porte til USB-tilslutninger og dit headset i toppen. Kort sagt; rent designmæssigt er der ikke en finger at sætte på noget.
Maskinen har fået lov til at køre en række forskellige benchmarks fra UNIGINE og 3DMark igennem for at teste dens kræfter.
UNIGINE Valley 1.0 med højeste settings ved 1920x1080.
UNIGINE Heaven 4.0 med højeste settings ved 1920x1080.
Renderet med standardindstillinger ved 2560x1440.
Renderet med standardindstillinger ved 1920x1080.
Selvom det er nogle tunge benchmarks, klarer den lille haj sig helt fint igennem dem. Den leverer nogle rigtig fine resultater, og der er ingen tvivl om, at 1060'en er en kraftig komponent.
Det er dog nok de færreste gamere, der har interesse i ovenstående resultater - nok er jeg også selv lidt lige glad. For det som jeg i virkeligheden gerne vil vide, når jeg køber en computer, er hvordan den trækker de spil, jeg spiller allermest. Her er League of Legends og Counter-Strike: Global Offensive øverst på listen, som dog ikke er særlig krævende spil, men spiloplevelsen er stadig vigtig, når man skal holde fokus og forsøge at vende spillet og hive sejren hjem, når man er bagud. Så går det altså ikke, at der er lag eller andre forstyrrelser. Det skal køre flydende - og det gør det også i den grad.
Derfor har jeg smidt den ud i en "real world benchmark", hvor jeg ved hjælp af det indbyggede værktøj i Fraps har kunne finde minimum, maximum og den gennemsnitlige FPS over et givent tidsrum. Jeg har altså ladet den køre en hel match making igennem på de_dust2, et helt ranked 5v5 på Summoner's Rift og multiplayer-mappet Zavod 311 i Battlefield 4.
Resultaterne skal dog tages med et gran salt, eftersom jeg ikke har kunne køre benchmarken igen under samme omstændigheder. Har jeg gemt mig i en smoke, eller har der været team fight ved Baron Pit vil FPS'en naturligvis dale en smule, men formålet var blot at få et billede af, hvordan den klarer sig virkelige spilscenarier. Havde jeg i stedet skiftet til et andet map, ville resultaterne måske have set anderledes ud, men med alle indstillinger skruet op på højeste ved 1920x1080, så klarer den sig helt uden problemer. Heller ikke temperaturen er til gene. Grafikkortet holder sig på den gode side af 80 grader celsius, og BloodFreezr sørger for, at processoren holdes under kontrol.
Ved idle falder temperaturen ned til 25-26 grader celcius, og sætter man den under 100 procent load kommer den ikke engang i nærheden af de 50 grader - så ingen problem her. Desuden betyder det heller ikke, at blæserne stiger til max RPM. Selv under load holder computeren på sig et yderst acceptabelt støjniveau, hvilket jeg sætter stor pris på.
Sandheden er dog, at jeg godt viste, at denne computer ville sparke røv, da jeg så specifikationerne. Men spørgsmålet er snarere, om den er pengene værd. I skrivende stund sælges den for 9.999 danske kroner. Derudover får du en række bonusgaver med. Heriblandt Total War: WARHAMMER, et SteelSeries Apex 350, et års Xsplit licens, tre månedes Kaspersky antivirus-licens og noget SharkGaming-merchandise. Den kommer med Windows 10 installeret, og SharkGaming sørger for, at alle drivers er installeret og at det hele fungerer.
Det vil altid være billigere at købe komponenterne og samle selv - og efter min mening er det også sjovere - men det er ikke alle, der har mod på det, og så er det super fedt, at man nemt og hurtigt kan finde en heftig maskine, så man kan booste sin spiloplevelse. Og det er også nogle fine dele, der sidder i kabinettet. Processoren er mere end rigeligt til gaming, men kan dog ikke overclockes. Vil du samtidig gerne kunne streame eller renderer du store 4K-filer, er processoren nok lidt for sløj til dig. Til gengæld får du 16GB DDR4 hukommelse, som kører med 2800MHz. Har du samtidig planer om at spille med en 4K-opløsning, anbefales det, at du lige trykker på "Tilpas og køb"-knappen. For så bliver du nødt til at smide lidt flere penge efter et bedre grafikkort. Hvis 1920x1080 er helt okay, er der ingen problemer med at spille de nyeste spil, men skal opløsningen skrues højere op, mangler denne computer lidt styrke, hvis det skal køre flydende med den flotteste grafik.
Det vil også være til fordel at tænke lidt ud i fremtiden. Eftersom bundkortet er et mITX, har du ikke mulighed for at smække et ekstra grafikkort i, hvis du mangler power om to eller tre år. Du kan dog overclocke grafikkortet, hvis du ønsker det, men vil du også at overclocke din processor, bliver du nødt til at smide lidt flere penge efter en unlocked processor. Derudover følger der en 240GB SSD fra PNY med. Personligt er det rigeligt, da jeg har et eksternt lagerdrev, men en ekstra harddisk kunne være en mulighed.
Alt i alt får du en super lækker computer, som er perfekt til den konkurrencedygtige gamer. En mere casual gamer vil måske have gavn af et hurtigere grafikkort, hvis alle de nyeste spiltitler er at finde på Steam-spillisten. Kabinettet er heller ikke billigt, men det er ekstremt lækkert. Den eneste kritik jeg egentlig har, er angående strømforsyningen. Du kan vælge imellem FSP 500W 60HHN eller Corsair VS550 uden at ændre på prisen. Personligt lægger jeg dog stor vægt i en god strømforsyning - ikke at sige, de to nævnte er dårlige - og vil til hver en tid ofre lidt mere på en af højere kvalitet, som matcher de resterende komponenter i maskinen, nu hvor man alligevel er i det prisleje. Til gengæld får du nogle flotte Shark-sleeved kabler med.