Starcraft Legacy of the Void kampagnen

FUUUUCK, mit fanboy hjerte eksploderer! Nu er den sidste expansion udkommet til den uovertrufne RTS Starcraft, og for mig betyder det, at jeg bliver nødt til at sætte mit sociale liv på pause. Jeg, og mange andre, har ventet utålmodigt på denne sidste Protoss expansion, ikke mindst med henblik på den konkurrenceprægede online-mode, men også den fængede Starcraft storyline, som vækkes til livs igennem kampagner på omkring 20 missioner. Denne anmeldelse fokuserer udelukkende på kampagnen, da jeg ser multiplayer og kampagnen som to vidt forskellige spil, hvor hver især fortjener sin egen anmeldelse .

En saga der har været 18 år undervejs

Det første Starcraft spil blev udgivet 1998, og har siden haft kultstatus i RTS’genren - I Korea var det nærmest en nationalsport en overgang. Professionelle Starcraftspillere blev ”kendte” i Korea, og blev behandlet ligeså, ja sågar med tv-optrædener og des lige. Med denne form for opmærksomhed omkring spillet, giver det sig selv, at historien også fik meget prestige . Historien der er blevet spundet på i over 18 år, er dog stadig ikke er helt død; Blizzard annoncerede nemlig for nyligt, at sagaen fortsætter i form af DLC missioner med elitesoldaten Nova i hovedsædet. Missioner vil blive frigivet løbende, hvorfor de vil fungerer som en slags føljeton i Starcraft universet. De 9 missioner kan forudbestilles for 112kr, hvoraf den første forventes udgivet senest den 19 juni 2016, og den sidste udgivet den 1 december 2016.

Der er som sædvanlig helte og skurke, og selvfølgelig en Jesus-lignende figur, som ofrer sig for de andre. Der er den populære ”space-cowboy” Jim Raynor, den mystiske Kerrigan der er dronning over Zerg racen, og så er der denne udgivelses hovedperson; Artanis. Vi møder Protoss racen i en svær tid, da de står uden leder, og desuden er splittet i op til flere fraktioner heriblandt de ninjalignende Dark Templars . Dark Templars har valgt at afskære dem selv fra det telepatiske netværk, der ellers er et kendetegn for Protoss. Og har derved forårsaget de resterende Protoss. Dette telepatiske netværk viser sig at blive et omdrejningspunkt i kampagnen, og på mange måder rykke ved definitionen. Artanis, en frygtsom kriger, bliver valgt til leder af den samlede Protoss alliance, hvilket han ikke er synderlig begejstret for. Som en hver anden helt takker han ydmygt nej, da han ikke ser sig selv værdig til den høje stilling. De andre Protoss insisterer, og tilkendegiver endda, at alliancen ikke vil blive til noget, medmindre Artanis vil lede den. Sådan bliver den sidste kampagne i Starcraft-sagaen sat op.

Gamle kneb i nye klæder

Starcraft har fået mange hug for at bruge veletablerede kneb i sin historiefortælling, og med rette, da man tydeligt kan se de forskellige arketyper der bliver sat op. Der er Kerrigan, der går fra at være en smuk elitesoldat til en Zerg, og så til en mellemting der resulterer i en messiasagtig figur. Jim Raynor står også frem som en meget klassisk figur, især i det amerikanske panteon hvor man forguder folkets mand. En simpel mand der hader, elsker, og fortryder inderligt. 

Starcraft 2 starter med at Jim Raynor, siddende i en bar med et glas whiskey, beslutter sig for at starte et oprør mod det fascistiske Arcturus Mengsk styre. Der er endda en "damsel in distress" i og med Jim Raynors mission til sidst i Wings of Liberty mest går ud på at redde Sarah Kerrigan. Hvis vi går videre til Heart of the Swarm, finder vi ud af, at Sarah Kerrigan slet ikke behøvede at blive reddet, men faktisk selv er en af de mægtigste skabninger af universet. De får skabt en slags "the chosen one" stemning, hvilket er en form for historiefortælling, der er gjort til døde.  Den ellers lidt typiske Protoss Zeratul, den mystiske profetifortællende vismand, faktisk fik en meget bedre rolle i denne expansion, end hvad han ellers har haft. Zeratuls karakterudvikling viste sig, mod forventning, at være et forfriskende pust af det overraskende. Fordi dette lækre stykke af historien sker i starten, så tror man selvfølgelig, der er lagt i kakkelovnen til en hed aften, men desværre. Dette er den eneste gang, LOTV snød mig - dog nød jeg det til fulde drag. Der er ikke noget bedre, end at få smadret sine teorier om, hvor historien skal hen.

Ødelæg, beskyt og vind

Som i en hver anden RTS så bliver missionerne til tider repetitive. Det er de nødt til at blive, da der er grænser for, hvad man kan udrette med RTS-formatet. Det der, gør kampagnen sjov i Starcraft, er at der så mange nye brikker at spille med. Man får forskellige units fra det gamle Starcraft, og selvfølgelig også helt nye, plus spilændrende evner. Det kan for eksempel være at smide den toptunede cyborg Fenix ned fra et rumskib, og se ham ødelægge fjendens hær. Eller hvad med at indkalde et hurtigt squad på 4 snigmorderiske Dark Templar, usynlige for fjenden, som kan skære sig igennem alt og alle. Eller det nostalgiske møde med de gamle units. Når man endelig kan lave det meget ikoniske Reaver unit, og se det komisk snegle sig afsted inden det, som ud af det blå sprænger hele fjendens hær i stumper og stykker. Kunne du tænke dig en kæmpe dødslaser du kan fyrer af på dem du lyster? så led ikke længere, sådan en får man også kontrol over i kampagnen.

Alt sammen ting som er så vilde og ubalancerede, at de aldrig ville kunne bruges i onlinedelen af spillet. Statistikker viser at størstedelen af dem der spiller Starcraft, faktisk slet spiller ikke multiplayer, men bare klarer kampagnen, og så ikke spiller længere. Der ligger en frihed i kampagnen, som ikke kan findes andre steder. Der er ingen rigtige forventninger til dig, hvorfor du egentlig bare får en masse "legetøj", du kan hygge dig med på ubestemt tid. 

Et spil der koster knaster, og et hjerte der brister (SPOILER-ALERT!)

Nu kommer vi til slutningen, så hvis du endnu ikke har spillet kampagnen, og gerne vil undgå SPOILERS, så skal du holde op med at læse nu. Slutningen på det her spil, er nok noget af det værste jeg nogensinde har siddet igennem. Jeg elsker spillet. Jeg har brugt et uhørt antal timer af mit liv på at spille Starcraft, og fortryder ikke en eneste af de timer, men slutningen på sagaen er fandme noget juks. Undskyld mig, men hold nu kæft hvor havde man bare set slutningen komme 100 kilometer væk i horisonten. Den store onde skurk bliver "besejret", men selvfølgelig skal vi lige have fat i Messias a.k.a Kerrigan, som så skal forvandles til en af de sagnomspunden Xel'naga - som viser sig at være Cthulu, hvis han var 50, sad på sofaen, og åd chips.

Det hele havde faktisk været i orden, hvis Jim Raynor havde fået lov til at være ulykkelig, men fandme nej, han skal også have en lykkelig slutning. Vi ser ham sidde i baren fra det første Starcraft 2 spil, og hvem kommer ind ad døren? Kerrigan selvfølgelig! Som om det ikke er nok, så ytrer hun de sukkersøde og fedladne ord: " you about ready to get outta here cowboy?". Undskyld mig, men det er simpelthen for lavt. Det er en historie, der kunne være skrevet som fristil i 9.klasse, og det er under al kritik. Jeg var skuffet, jeg følte mig forrådt, og jeg gruede over, at Blizzard havde slagtet den eneste storyline der ikke var en stor kliché. Hvorfor kunne de ikke bare lade ham være ulykkelig? Hvorfor skal Kerrigan blive til en eller anden slags gud/engel, der absolut skal rejse rundt i galaksen og oprette liv på ellers døde planeter? Det her var strået, der knækkede kamelens ryg, og skubbede mig udover kanten. Jeg elsker Starcraft, men hader dets historie.

Konklusion

Jeg havde høje forventninger, måske for høje, til det her spil, hvor af ingen af dem blev indfriet. Det eneste lyspunkt var at Zeratul døde. Jeg vil slutte af med at sige, at jeg faktisk skammer mig lidt. For selvom historien er skrevet flere gange, og endda udført dårligt, så ville jeg have købt spillet. Og med det erkender jeg, at jeg er en del af problemet. Vi har snart nået et punkt, hvor store franchises kan gøre hvad de vil, for folk køber skidtet lige meget hvad. 

Jeg har siddet og overvejet, hvad jeg ville give dette spil, og landede egentlig på et firetal... Det kan jeg nu se er en anelse for hårdt, da Blizzard faktisk formåede at tage røven på mig en enkelt gang, derfor bliver det et femtal. Hvad der skulle have været en rutsjebanetur i nostalgi og sci-fi, blev i stedet en gå-tur gennem en gågade i udkantsdanmark. Alt hvad der hedder lækker nyskabende mad var lukket, og det eneste til rådighed var en kebab man havde spist 1000 gange før. Og som så mange andre gange, så åd jeg kebabben.