Wolfenstein: The Old Blood (PC)

Nazisternes værste mareridt vågner endnu engang op til dåd i Wolfenstein: The Old Blood. Kan denne standalone udvidelse måle sig med sidste års store overraskelse og levere endnu en omgang solid støvle til nazirøv? Læs med når Gaming.dk sender chefredaktøren tilbage til WWII, hvor der venter zombier, robothunde og masser af nazistiske eksperimenter i det frygtede Castle Wolfenstein.

Tilbage til rødderne og Castle Wolfenstein
Wolfenstein: The Old Blood er på alle måder en rejse tilbage til de rødder, der i sin tid gjorde spilserien ekstrem populær. The Old Blood er en standalone udvidelse til sidste års Wolfenstein: The New Order, hvilket du altså ikke behøver at eje for at spille The Old Blood. Det finder sted i et alternativt 1946, hvor anden verdenskrig stadigvæk raser på livet løs. Dette er lige inden begivenhederne fra Wolfenstein: The New Order. 

O.S.A. agenten B.J. Blazkovicz skal infiltrere Castle Wolfenstein sammen med makkeren Richard Wesley, også kendt som Agent One. Missionens mål er at få fingre i dokumenter, der skal lede de allierede på sporet af General William "Deathshead" Strasse. Det går selvfølgelig ikke som planlagt, og snart er de to O.S.A. agenter taget til fange Wolfensteins fangekældre. Her huserer en gigantisk nazist, Rudi Jäger, der bruger det meste af hans tid på at fodre hans glubske hunde med både fanger og uduelige nazisoldater. 

På flugt fra nazister og den gode fortælling
Blazkovicz slipper selvfølgelig fri, og herfra går den vilde flugt og kamp imod naziovermagten. Wolfenstein: The Old Blood omhandler primært de frygtindgydende eksperimenter, som Hitlers styrker foretager i de dunkle afkroge af Castle Wolfenstein. Og her minder spillet enormt meget om de gamle Wolfenstein-spil, der typisk også beskæftigede sig med Hitlers store interesse i det overnaturlige. Det er for og så vidt fint nok, men det er lidt en skam, at vi er tilbage ved de selvsamme ting, som Wolfenstein: The New Order så elegant formåede at komme videre fra sidste år. Her var plottet langt mere interessant og vi fik et skræmmende indblik i, hvordan verden så ud, hvis nazisterne vandt krigen. Men vi er altså helt tilbage ved de samme skøre eksperimenter, som vi kender fra alle de hedengangne Wolfenstein-spil før The New Order.

Det værste ved The Old Blood er manglen på gode karakterer og den store fortællelyst, som The New Order bød på. Det var netop her, hvor sidste års spil overraskede så stort. Det havde rent faktisk en solid historie med gode karakterer og masser af hjerteblod. Ingen havde regnet med at selveste prototypen på den stumme macho-helt, B.J. Blazkovicz, rent faktisk havde masser af personlighed. Det samme havde de mange bikarakterer i The New Order. Men med The Old Blood er vi tilbage til 1992's Wolfenstein 3D, hvor karaktererne er flade som 2D sprites og personligheden er svær at få øje på. Når du Machinegames, udviklerne af både The New Order og The Old Blood, gjorde det så fortræffeligt sidste år, kan det undre, at vi nu sidder med et spil, der på historien og karaktererne er langt mere fattigt end The New Order.

Gameplay som i gamle dage
The Old Blood lægger sig som udgangspunkt forholdsvis tæt op ad moderspillet, The New Order. Det er altså godt gammeldags first person action, tilsat en velfungerende stealth-del. Desværre er der ikke helt så meget fokus på det åbne leveldesign, som vi så i The New Order, og ofte er stealth ikke så godt understøttet, som man kunne forvente. Det var netop det, der gjorde The New Order så gennemgående sjovt ... stealth var næsten altid en rigtig god løsning. Men The Old Blood er der et langt større fokus på kamp og rendyrket action. Og vi får serveret en del "arenaer", hvor man typisk bliver nødt til at holde aftrækkeren i bund.

Nu er selve skydedelen heldigvis hamrende solidt lavet, og noget af det bedste håndværk i denne genre i lang tid. Langt de fleste våben føles tilfredsstillende at affyre. Især spillets shotguns, der flår nazisterne fra hinanden som var de lavet af vådt bølgepap. Der er et par nye våben, hvor især et afbrækket vandrør er ret sjovt at bruge. Det kan du bruge til at kravle på vægge med (predefinerede steder, desværre) og til at smadre fjenderne med.

Gameplayet minder altså derfor langt mere om de gamle Wolfenstein-spil, og vi får endda det samme fokus, nemlig det okkulte. Selvom det er sjovt og meget velspillende, kan man dog godt ærgre sig lidt over, at Machine Games synes at tage fem skridt frem med The New Order og så tyve tilbage med The Old Blood. Det skal dog siges, at det er god gammelsdags shooter-sjov, som vi ikke rigtigt ser så meget af i disse tider. Og med en spilletid på godt otte til ti timer, så er det af passende længde prisen taget i betragtning. Der er ikke meget replay-value, da hverken historie eller banedesign vil give dig noget nyt på anden gennemspilning. 

id Tech 5 på godt og ondt
Spillet kører selvfølgelig på id Softwares id Tech 5-motor, som også The New Order og tidligere Rage kørte på. Det har både fordele og ulemper. Fordelene er nogle (på afstand) meget lækre teksturer, der aldrig synes at gå igen. Det giver en enorm variation i banerne, især når det kommer til klipper og huler, der virkelig kan se naturtro ud. På den anden side, så er alle teksturer bestemt ikke flotte, når det kommer til up close kiggeri. Her er detaljegraden skræmmende lav, og id Tech 5 viser en af sine store svagheder her. Det er dog sjældet, at man lægger mærke til det, da der er fuld knald på. Og The Old Blood er bestemt godkendt i den grafiske ende, så længe du ikke forventer noget banebrydende lækkert.

id Tech 5 lider desværre under heftig pop-in, hvor teksturer loader synligt ind i billedet. Det sker hver eneste gang, at du drejer hurtigt rundt, hvilket man gør en del i ildkampe med musen i hånden. Og det handler ikke om grafikkortet her. Sidder med et Titan X, hvor de 12GB Vram er mere end nok til håndtere teksturer, og selv med hjælp fra Cuda-kernerne, er der ekstremt meget pop-in. Det er endnu en elendighed fra id Tech 5, som udviklerne ikke kan gøre noget ved.

Til sidst er der også en del knas med performancen, ganske som vi så det med forgængeren. Visse features suger ekstreme mængder fps, som fx Screenspace Reflection, som ellers ikke er en særlig synlig effekt. Det meste er grundet den ærlig talt elendige id Tech 5, som alle burde droppe helt! 

Konklusion
Machine Games leverede i den grad varen med deres Wolfenstein: The New Order. Og derfor er det lidt en skuffelse, at de er trådt tilbage i de samme gamle støvler, som serien traskede rundt i for ti år siden. Historien er upersonligt og mangler det hjerte, der på højst overraskende vis indfandt sig i The New Order, og gameplayet har mistet lidt af den frihed, vi ligeledes så sidste år. Men når det er sagt, så er The Old Blood en underholdende omgang god gammeldaws nazi-baskeri ... hvor du tilmed også laver rigeligt med headshots på zombierne ... det går ikke sådan lige af mode. Og underholdningen er stadigvæk i top, selvom det kunne være noget bedre. id Tech 5-grafikmotoren holder den tekniske side af spillet meget tilbage med masser af tekstur-popin og andre irriterende problemer. Men spillet er nu stadigvæk pænt at kigge på. 

Har du trang til mere B.J. Blazkovich, kan vi sagtens give The Old Blood en anbefaling med på vejen, så længe du tager dig dine forbehold og accepterer, at spillet ikke lever helt op til The New Orders niveau.