Bloodborne - PlayStation 4

Gaming.dk sendte chefredaktøren til byen Yarham. Om det var fordi, at de ikke kunne lide den nye redaktør, er svært at spå om. Men den monster-inficerede og helt igennem dunkle, skumle og dystre by var et ubehageligt sted. Men Dennis overlevede heldigvis og er nu klar til at fortælle om den skrækkelige rejse til Bloodbornes mørke verden. En verden proppet til randen med vederstyggeligheder og rædselsfuldt afskum fra helvede.

En tung arv
Demon's Souls og Dark Souls-serien har de fleste spillere efterhånden hørt om. Disse spil bliver tit omtalt som nogle af de sværeste spil på markedet. Og med god grund. For Demon's og Dark Souls-spillene er meget svære sammenlignet med nærmest alle andre main-stream spil. Den høje sværhedsgrad er typisk noget vi finder i niche-genren og i indie-spillene. Men udviklerne af Souls-spillene, japanske From Software, har ramt den perfekte balance imellem sværhedsgrad og sublimt gameplay, der har fået de mere masochistisk af os til at vende tilbage til de udfordrende spil igen og igen. 

Stemningen er dyster, mystisk og gennemført fantastisk.

Bloodborne er From Softwares nyeste skud på stammen, og det kunne sådan set fint hedde Dark Souls 3. I alt fra kampsystem, progression, spilverden, stemning og gameplay er Bloodborne nemlig som snydt ud af næsen fra de tidligere spil fra From Software. Bloodborne er et PlayStation 4 eksklusivt spil. Og et stort et af slagsen. Sony har slået meget højt på tromme for denne udgivelse, og det er nok også den første rigtige "must have" eksklusive titel, som PlayStation 4 har fået sig. Derfor er Bloodborne heldigvis noget mere finpudset end de foregående Souls-spil har været. Dermed ikke sagt, at Bloodborne ikke har sine fejl (ekstreme loadtider, jeg kigger på jer!).

Men har From Software formået at løfte den tunge arv fra forgængerne i et helt nyt spil, der gerne skulle ramme et lidt bredere publikum? Ja ... og en lille smule nej.

Hvad gemmer der sig i mørket?
Byen Yarham er blevet inficeret af en såkaldt blodpest, der forvandler den gotiske bys indbyggere til varulve, og det, der er meget værre. Du starter i en doktor-klinik midt i byen - hvor de først skal skabe din karakter med en lidt unødvendig detaljeret character-creator - og herfra skal du så kæmpe dig igennem den store by. Du indtager en rolle som en såkaldt Hunter. Hvem du er, hvorfor du er der eller hvad du skal, det ved man ikke noget om til at starte med. 

Historien bliver fortalt i typisk Souls-stil. Det vil sige, at du ikke bliver udsat for særlig meget eksposition. Faktisk kan du spille dig igennem hele spillet uden at ane, hvad der foregår. Vil du gå i dybden med historien, gælder det om at finde notater, objekter og andre godt gemte ting, og så kigge på dem via dit inventory-system. Det er en meget underspillet måde at fortælle en historie på. Og det står i meget skarp kontrast til alle andre mere eller mindre historiedrevne spil, hvor enhver detalje bliver overforklaret og overeksponeret, som om vi var en flok savlende åndsamøber uden evne til at tænke selv. 

Hvem er de mystiske mænd, og hvad er det, de brænder af?

Bloodborne rammer plet med den meget dystre stil. Om man er til From Softwares måde at fortælle på eller ej, så leverer de en virkelig stemningsfyld spilverden. Yarham er dyster og frem for alt meget mystisk. Og netop her spiller det meget godt ind, at vi ikke får forklaret særlig meget. For du ved aldrig, hvad der venter dig i den mørke by, der er proppet med hemmelige rum, kloaker, smutveje og godt gemte skatte (og monstre). En meget stor del af charmen ved Bloodborne - og de foregående spil - er netop dette ukendte aspekt. Det giver en helt speciel følelse at liste sig nervøst igennem nye områder, da du både kan finde fantastiske skatte og/eller den visse død. Ofte er det det sidstnævnte ... og sådan skal det være.

"You died" 
Udfordringen i Bloodborne er til at mærke fra første sekund. Således døde jeg syv gange til det aller første monster. Dette er dog helt efter udviklernes hensigt! Det er vigtigt at forstå, at det er helt OK at dø. Faktisk er det en essentiel del af spiloplevelsen i Bloodborne, ganske som det er i de andre Souls-spil. For Bloodborne kræver kendskab, tålmodighed og mestring af kampsystemet. Sprinter du bare rundt, så vil du dø og dø og dø i en uendelighed. I hvert fald i starten. For selv det mindste monster og den letteste fjende kan dræbe dig med et par slag. Derfor skal du altid bruge hjernen og vente på det rigtige tidspunkt til at slå til.

Husk at kigge op! Du ved aldrig, hvad der venter dig.

Kampsystemet er helt central for spillet, og det er hamrende solid. Det er let at lære og ret svært at mestre. Du har to våben, et gevær eller pistol og så et nærkampsvåben, der typisk er hovedvåbnet. Pistolen/geværet bruger du primært til at "interrupte" fjenderne, hvis de er midt i et angreb, eller til at "stunne" dem. Nærkampsvåbnene er langt mere interessante. Med dem kan du lave et let og hurtigt angreb, et tungere og langsommere angreb samt et "charged" angreb, der gør meget skade. Det unikke ved Bloodborne er, at alle disse våben har to former. Jeg spillede f.eks. med Saw Cleawer'en. Det er essentielt en gigantisk foldekniv. Sammenfoldet er den hurtig og præcis, foldet ud er den langsommere og dækker et stort område, når du svinger den som en le. Alle våben i spillet har disse to former, ofte langt mere interessante end i Saw Cleaverens tilfælde. Der er ikke mange våben sammenlignet med de tidligere Souls-spil, men de er alle unikke og ret sjove at lege med. 

Dø og lær!
Døden har mange betydninger i Bloodborne. For det første er den et læringsredskab. 99/100 gange er det nemlig din helt egen skyld, når du dør. Du var for aggressiv. Du tog en fjende, der var alt for svær. Eller måske opdagede du bare ikke den varulv, der lurede bag en kasse i et mørkt hjørne. Næste gang gør du det bedre. Dette gælder især ved bosserne, hvor det er essentielt at lære deres angrebsmønster at kende, hvis du vil have bare en lille mulighed for at dræbe dem. 

The Clearic Beast i fuld flor. Dø. Lær. Dø. Lær ... 

Den anden store betydning er, at du mister alle din "blood echoes". Blood echoes er essentielt set det samme som "souls" i de andre spil fra From Software. Disse bruges til at opgradere din karakter i en central hub kaldet Hunters Dream. Du sparer Blood Echoes op ved at dræbe fjender, og det gælder som at op høste nok af disse til at kunne opgradere. Dør du, taber du alle Blood Echoes. Men de er ikke heldigvis ikke helt væk. Du har én chance for at nå frem til det sted, hvor du døde, hvor det hele kan samles op igen. Dør du på vejen derhen, så er alt tabt. Det er et virkelig spændende system, der fungerer lige så godt her, som i Demon's og Dark Souls. 

Intet er mere tilfredsstillende end at nedlægge en svær fjende og så se antallet af Blood Echoes stige. Modsat er det lige så frustrerende at se en fjende sønderrive dig, når fjenden kun har en lille bitte mængde health tilbage. Hvilket sker ofte. Typisk fordi, at du bliver for aggressiv, når en fjende er på dødens rand.

Smukt og dystert
Der er ingen tvivl om, at Bloodborne er et flot spil. Det er længder bedre end Dark Souls II, det seneste spil fra From Software. Det er tydeligt, at de har arbejdet meget på, at gøre dette til en værdig stortitel til PlayStation 4. Animationerne er knivskarpe og spilverdenen føles som en rigtigt sted. Et frastødende og skræmmende sted! Den kunsteriske side af grafikken er fænomenal. Som altid har de japanske udviklere designet en på samme måde syg og fantastisk spilverdenen, hvor især karaktererne og monstrene imponerer. 

Monsterdesignet er vanvittig lækkert!

De menneskelige karakterer har et nærmest langtrukkent design, med lange og tynde lemmer og skæve proportioner. Det er dog monsterdesignet, der virkelig tager prisen. Her skinner det dystre og meget fantasifulde design virkelig igennem, og det er en fryd at gå på opdagelse og finde helt nye og skræmmende monstertyper. From Software er kendt for deres vilde monstre og de skuffer bestemt ikke med Bloodborne. 

Du er ikke alene
Bloodborne kan spilles både offline og online. Det skal på det stærkeste anbefales at spille online, da multiplayer er en centralt del af spillet. Ikke multiplayer som du måske kender det, hvis du er ubekendt med From Softwares spil. Typisk interagerer du med andre spillere ved at se spøgelsesagtige optagelser af, hvordan de dør. Eller også finder du et notat fra en anden spiller, der fra en anden dimension giver dig et hint. Det kan være en advarsel om, at der kommer et baghold, eller at den næste fjende bliver lettere ved at bruge molotov cocktails. Disse hints kan også være løgn og bedrag, for at lokke dig i fordærv. Og du kan selvfølgelig også selv smide dem.

Senere hen i spillet kan du hidkalde en anden spiller til en omgang co-op, hvis du for eksempel har svært ved at klare en boss. Netop boss-monstrene bliver meget, meget lettere, når man er to, da bosserne kun er designet til at fokusere på én fjende. Men efter 40 forsøg, er man bare glad for lidt hjælp, skulle jeg hilse at sige. 

Når du hidkalder hjælp fra det hinsides, så åbner det dog også op for, at spillere kan komme ind i dit spil for at slå dig ihjel. Dette kaldes en invasion. Og det er virkelig skræmmende pludselig at stå overfor en menneskelig spiller. De er nemlig langt mere uforudsigelige end den kunstige intelligens. 

Hak og load
Desværre har PlayStation 4 ofte problemer med at følge med. Det betyder, at frameraten ofte falder til under de 30, hvilket bestemt kan mærkes. Det er typisk i områder med mange lyskilder og med mange fjender. Frameraten er heldigvis sjældent kritisk lav, men i et spil, hvor splitsekunder ofte er ganske afgørende for liv eller død, er det bestemt mærkbart for spiloplevelsen, at konsollen ikke kan holde 30 frames helt solidt. 

Vend dig til denne skærm. Den kommer du til at kigge meget på!

Den største fejl ved Bloodborne er desværre nok en fejl, som ikke kan rettes. Loadtiderne. De er horrible. Når du dør, skal du vente 42-45 sekunder på at spawne igen. Døde du kun et par gange i timen, ville det nok ikke være et så stort et problem. Men i Bloodborne dør du. Og dør, og dør og dør igen. Møder du en nu boss, så dør du måske 20-30 gange, inden du besejrer den. Derfor er den lange loadtid helt ekstremt irriterende. Og det hjælper bare slet ikke, at skærmen blot viser "Bloodborne", når du dør. Der er ingen hints, guide eller blot noget historie eller fine billeder at se på. Kun sort skærm med hvid kedelig skrift. Derfor skal det anbefales, at du sidder med en mobil eller computer ved siden af, så du lige kan lege lidt med den, når du alligevel venter.

Er det noget for dig?
Skal du investere i Bloodborne? Det kommer helt an på, om denne type spil er noget for dig. Stil dig selv dette spørgsmål. Du er lige kommet til en boss. Han dræber dig med to slag. Du venter 45 sekunder på at spillet loader og løber HELE vejen hen til bossen igen, hvor han dræber dig. Denne gang i første slag. Du venter 45 sekunder og sprinter til bossen igen igen. Denne gang undviger du og får nogle gode slag ind. Du holder 15 sekunder, inden du bliver lavet til en rød klat udefinerbart mos. Hvad gør du så nu? 

1. Kaster controlleren imod væggen, vælter fjernsynet, slår hul i muren og smider spilskiven i skraldespanden? 

2. Kaster controlleren imod væggen, vælter fjernsynet og slår hul i muren, hvorefter du samler controlleren op, sætter fjernsynet på plads og sætter et plaster på dine blødende knoer og giver bossen endnu et forsøg? 

Er du førstnævnte, så er Bloodborne ikke for dig. Er du sidstnævnte, så har du fundet dig et super godt spil. Du skal simpelthen være OK med, at spillet nogle gange løber dig over ende. Igen og igen. Er du ikke det, så hold dig væk. 

Hvordan har du det med fysisk afstraffelse?

Jeg er personligt både 1 og 2. Efter at have lidt døden 5 gange imod den første boss, var jeg klar til at afsværge spillet for evigt. Men jeg gik på nettet og kiggede på guides og fik lidt moralsk support. Derefter høstede jeg en del Blood Echoes og steg et par gange i level. Så gav jeg bossen et forsøg mere. Og et mere. Og endnu et ... og BOOM! Så fik jeg Clearic Beast ned med nakken! Jeg var ekstatisk! Belønningen er simpelthen fantastisk, når det endelig lykkedes. Og det er netop derfor, at Bloodborne er så hamrende fantastisk. Følelsen af at overkomme nærmest umulige forhindringer er berigende og ekstremt motiverende. 

Konklusion
Bloodborne er en værdig arvetager for Dark Souls-serien. Det er nok den største ros, jeg kan give det. Det er svært, utilgivende og frustrerende ... men vanedannende som bare pokker. For spillet er sjældent uretfærdigt, og døden er bare en kærlig lærestreg. Og næste gang gør du det bedre! Kampsystemet er solidt og stemningen er skæppeskøn på den virkelig ubehagelige og meget mystiske måde. De to værste synder er en til tider presset framerate og så de dybt frustrerende loadtider. Kan du se bort fra den lange ventetid efter de utallige dødsfald, og er du til udfordrende spil ala Dark Souls, så har du masser af underholdning i Bloodborne og en varm anbefaling her fra Gaming.dk