Er du vild med udfordring og træt af den moderne spiltrend, hvor du bliver holdt i hånden hele vejen igennem spillet, som var du en lille baby? Så er Lords of The Fallen måske noget for dig. Det følger formularen fra Dark Souls, blot med flottere grafik, færre bugs og muligvis mindre dybde. Følg med når Gaming.dk svinger gigantiske sværd og økser i en ekstrem flot fantasy-verden og dør igen og igen. Og igen.
Lords of The Fallen er et tredjepersons action-rollespil, der låner ivrigt fra den populære Dark Souls-serie. Spillet er sat i et mørkt fantasy-univers, hvor du intager rollen som Harkyn. Harkyn er en forbryder, en forræder og er ganske forhadt ... og i fængsel. Men da en vældig sure og vældig magtgulde guder angriber menneskenes rige, bliver Harkyn sat på fri fod med mulighed for at rense sit navn og få tilgivelse. Hvis han da lige kan redde verden. Historien er set mange gange før i denne genre, og den bryder ikke rigtig med de normer, som vi er vant til. Historien fylder dog heller ikke meget, og efter spillet, var jeg faktisk i tvivl om, hvad det hele gik ud på. For ganske som med Demon's Souls og Dark Souls-spillene, så er det gameplayet, der får det fulde fokus. Det kunne dog klæde spillet at drive spilleren frem med en solid historie. Det får vi ikke her. Istedet får vi en spilverden og en bunke karakterer, som vi ikke rigtig kommer til at kende eller føle noget for. Det er altså op til dig selv, hvad du lægger i spillet og dets univers.
Undervejs i spillet er der små samtaler, hvor du kan vælge imellem forskellige handlinger, som Harkyn kan foretage. Det er dog meget trvilielle og nærmest ligegyldige ting set i et større sammenhæng. Du kan også finde "audiologs", hvor typisk afdøde munke eller soldater fortæller mere om den verden, som Harkyn bevæger sig rundt i. De er med til at give verdenen og historien mere tyngde.
Først og fremmest skal du have valgt din karakter. Til at starte med kan du vælge imellem tre spillestile: Brawler, Cleric eller Rogue. Brawleren er typen, der løber direkte imod fjenden med et stort svæd, et større skjold og en tung rustning. Roguen er lige modsat og satser på mindre våben - måske et i hver hånd - og hurtighed til at dukke sig og rulle rundt om fjenden. Den sidste type - The Cleric - er en mellemting imellem de to andre med et større fokus på magi. Af magi er der tre veje at gå, der alle understøtter de tre nævnte arketyper.
Heldigvis kan du mixe og matche både karaktertype og magi, så du kan lave en figur, der passer lige præcis til din spillestil. Personlig fandt jeg Brawleren for langsom i den tunge rustning, roguen for sårbar i sin "light armor" og Cleric'en havde en hammer, der simpelthen ikke slog hurtigt nok for mig. Derfor endte jeg med et miskmask af det hele. Lidt light armor, lidt medium og en "heavy helmet" kombineret med et hurtigt sværd og et mellemtungt skjold. Dertil valgte jeg den mest offensive magiske linje, og havde nu et setup, der både kunne gøre stor skade, bevæge sig hurtigt og modstå en del tæv.
Mit setup viste sig at være ret effektivt. Heldigvis. Men havde jeg ikke været tilfreds, er der mulighed for at "respecce" undervejs i spillet. For en pris, selvfølgelig. Det er lækkert, at man ikke bliver låst i sine valg, hvis nu de skulle vise sig, ikke at holde stil.
Inspirationen fra Dark Souls er tydeligt fra første sekund. Hele spiloplevelsen er nemlig bygget op omkring indsamling af XP, så du kan stige i level. Når du slagter fjender, så høster du XP-point, og jo flere fjender, du får nedlagt, desto mere XP vil du få per fjende. Dør du, mister du dog al din opsamlede XP på stedet. Du har dog mulighed for at finde det igen, hvis du da kan nå frem til stedet, hvor du døde. Alle fjenderne spawner nemlig igen, når du mister livet. Din XP kan du heldigvis "sætte i banken" ved udvalgte checkpoints. Her kan du enten sætte dem på magi-kontoen eller attribut-kontoen. På den magiske konto åbner du op for flere spells, og ved attributterne kan du stige i for eksempel strenght, agility, health, faith og luck. Ofte kan det dog godt betale sig at holde på sin XP, da der kommer en lille multiplier på, hver gang du dræver en fjende. Dræber du nok fjender uden at du dør eller sætter XP i "banken", kan du komme til at optjene 2 gange XP per fjende. Det er et fedt "risc vs reward"-system, du finder i Lords of The Fallen.
Kernen ethvert tredjepersons actionspil er kampsystemet. Her står Lords of The Fallen stærkt. Systemet er simpelt og let at lære, men ganske som med Dark Souls er det svært at mestre. Fokus lægges typisk på et hurtigt light attack og et langsomere heavy attack. Dertil kommer block med våben eller skjold samt et shield smash, der kan få din fjende til at miste balancen. Du kan bruge magi både offensivt og defensivt samt skyde med "the gauntlet", en magisk handske med forskellige langdistanceangreb. Langt hen ad vejen er det dog light og heavy attack samt det ekstremt vigtige "combat roll", der får dine fjender i knæ og dig ud af våbnenes rækkevidde. Du skal hele tiden holde øje med dit energi-niveau, da du hverken kan slå effektivt, forsvare dig eller rulle rundt, hvis dit niveau er helt i bund.
Skal du ikke bankes i jorden med det samme, handler det i Lords of The Fallen om at genkende fjendernes angrebsmønstre og rækkevidde af deres våben. Det betaler sig aldrig at storme frem og "buttonmashe". Det vil nærmest altid resultere i død. Din død. Vejen frem er at betragte fjenden og lure deres bevægelser og angreb af. Langt det meste af spillet vil du derfor vente på, at få et par gode slag ind. For timer du det forkert, mister du hurtigt både det halve og det hele af dit liv. Selv de letteste fjender kan dræne din livsenergi på et par slag, hvis du ikke blokker eller ruller væk i tide. Derfor er det nødvendigt at kende fjenderne bedst muligt.
Dette gør ethvert møde til en dyst på timing, tålmodighed og så en lille smule held. Har du erfaring fra Demon's og Dark Souls er spillestilen med det samme genkendelig. Er det din første tur i denne genre af mental og fysisk afstraffelse, kan det tage en del tilvænning. Langsomt frem med skjoldet løftet højt er den bedste metode til udforskning af nye steder. For rundt om ethvert hjørne kan der lure den øjeblikkelige død, hvis du ikke er opmærksom. Sværhedsgraden er dog noget lavere i Lords of The Fallen end i den efterhånden ikoniske Dark Souls-serie. Det er derfor en god introduktion til denne type spil, hvor enhver fejl straffes prompte og ni ud af ti gange med din umiddelbare død. Forventer du Dark Souls-agtig udfordring, så er det nok ikke her, at du finder det. Lords of The Fallen sætter tilgængelighed og action højere end den ekstreme sværhedsgrad, som inspirationskilden byder de machokistiske spillere på. Jeg vil faktisk sige, at spillet placerer sig midt imellem Dark Souls og Darksiders, og det er altså i den lidt mere arkadeagtige ende. Men det gør bestemt ikke noget, da gameplayet og kampene er rigtig sjove.
Kampsystemet er heldigvis så solidt, at din død nærmest altid vil være din egen skyld. Du afventede ikke. Du var ikke tålmodig nok. Du var ikke forberedt nok eller du kendte ikke fjendens bevægelser. Det betyder, at den bedste lærdom ofte er døden. Næste gang kender du angrebet og kan reagere derpå. Derfor er spillet absolut ikke for spillere, der har let til frustration. For du vil dø. Igen og igen. Det er en del af spillets design.
Kampsystemet - og spillet generelt - har dog et stort problem, og det er et halvdårligt kamerasystem. Kameraet kan ikke håndtere, når spilleren kommer tæt på vægge og søjler eller befinder sig i små rum. Kameraet flyver rundt og man kan ikke se sin karakter. Det er ofte den visse død. Leveldesignet byder ofte på gange og mindre rum eller rum med søjler og andre objekter, og derfor kan det flere steder være nødvendigt at lokke fjender ud af rum eller gange, hvis man skal have en chance imod dem. Det er lidt en skam at kameraet aktivt arbejder imod et ellers fint leveldesign.
Når månelyset sender sit bløde lys ind igennem et halvsmadret vindue i en smuk udsmukket gammel kirke og lyser støvpartiklerne op alt imens tusindevis af gløder vælter ud fra fjendes flammende tohåndssværd, er det umuligt ikke at blive imponeret. Lords of The Fallen er et smukt spil, det er der ingen tvivl om. Det er proppet med partikeleffekter, der giver liv og lidenskab til både omgivelser og kampene. Det er en fryd at se røde og gule gløder sprøjter omkring, når et skjold blokerer et hårdt angreb. Med en potent PC er spillet virkelig lækkert.
Herunder kan du se spillet i på højeste indstillinger på en potent PC. Det ser bestemt lækkert ud!
Lords of The Fallen er dog yderst krævende. Mest grundet dårlig optimisering. Først og fremmest kræver spillet umådelige mængder VRAM, gerne op til 3GB eller lidt mere, hvis du skal have de bedste textures. Dertil kommer der seriøse problemer med frameraten i udendørsområder, som der er en del af (desværre). Indendørs ville jeg have mellem 60-90 FPS, udendørs mellem 20 og 60. Det er en skam at der ikke er brugt mere tid på at gøre spillet til en flydende oplevelse, da Lords of The Fallen virkelig fortjener at blive spillet med alle settings på højeste indstilling. Det er dog stadig ret flot, selvom man sætter tekstures lidt ned, men der burde ikke være så store FPS-udsving.
Lords of The Fallen er en smuk introduktion til den utilgivelige spillestil, som vi kender fra Dark Souls-serien. Du skal dog ikke forvente samme udfordring her, da Lords of The Fallen er betydeligt nemmere og mere let tilgængelig. Et solidt kampsystem og et interessant XP-system er med til at gøre spillet interessant og flere gennemspilninger værd. Den imponerende grafik er et af de store plusser, der desværre trækkes ned af store krav til VRAM, dårlig optimisering og en skitzofren framerate. Har du haft lyst til at kaste dig over Dark Souls, men er bange for den høje sværhedsgrad, er Lords of The Fallen en god introduktion og en blød start. Har du hang til hack'n'slash og en god udfordring, kan vi bestemt anbefale en tur med Lords of The Fallen.