Rtx_3000_series_msi
Anmeldelse

​Assassin's Creed: Unity (PC) 0

Small_ron-swanson-mona-lisa
Skrevet af: Dennis Rasmussen
Anmeldelser | 3. januar 2015, 11.07 Redigér

Året er 1789 og den franske revolution raser i Paris. Du er Arno Dorian og spiller hovedrollen i Ubisofts nyeste udspil i Assassin's Creed-sagaen. Med dette første sande "next gen" spil i den velkendte og populære serie har Ubisoft leveret et interessant spil, der desværre er sølet ind i, hvad der nok må sandes at være årets største "clusterfuck" af en udgivelse. Læs med når BruneBanan og Gaming.dk kæmper den umulige kamp, med at spille Assassin's Creed: Unity

Arno er den franske Ezio

Ting, som Assassin's Creed: Unity gør rigtigt, er der desværre ikke mange af. Men én af dem er Arno. Hovedpersonen er nemlig den bedste karakter siden den eminente Ezio Auditore de Firenze fra Assassin's Creed 2. Arno mister som ganske ung hans far, som er medlem af Assassin-ordnen. Herefter bliver han adopteret af en familie, hvor overhovedet er "Grand Master" i Tempel-ordnen, Assassin-ordnens svorne hovedfjende. Arno aner dog intet om disse ting, og får en relativ normal opvækst i den franske overklasse. Det hele ramler dog sammen, da Arnos plejefar og Grand Master bliver snigmyrdet og Arno beskyldt for mordet. Det vikler Arno ind i krigen imellem Assassins og Templarerne, til at starte med som en del af Assassin-ordnen.

Historien i sig selv er forglemmelig for at sige det mildt. I skrivende stund husker jeg faktisk ikke engang, hvorvidt konflikten imellem de to ordner bliver forklaret i spillet - eller om du skal have forgående viden om dette fra de mange spil inden Unity - og hvorfor det nu lige var, at Arnos plejefar skulle myrdes står heller ikke så tydeligt i hukommelsen. Men den svage og til tider lidt forvrøvlede historie bæres heldigvis af nogle rigtig gode karakterer. Arno selv er den klart mest interessante af dem alle, og det er en fornøjelse at følge ham fra at være en forkælet og ganske ubehøvlet skørtejæger til at være en moden og ansvarlig mand, der ikke bare følger andre blindt. Hans rejse minder meget om Ezios tilbage i Assassin's Creed 2, og man kan kun holde af Arno ganske som med Ezio. Arnos kvindelige modstykke er samtidig den pige, han voksede op med hos plejefamilien. Hun er tempelridder, hvilket i sig selv giver en masse komplikationer og spænding i historien, da Arno selvfølgelig gerne vil en tur i hendes skørter. Så selvom historien kunne være meget bedre, er karaktergalleriet helt i top.

Serien er selvfølgelig også kendt for at være viklet ind i den virkelige verden. For alt hvad vi ser til Paris i Assassin's Creed: Unity er som altid bare en computersimulering af hukommelse gemt i DNA, som man får adgang til via noget teknologisk magi. Rent faktisk spiller du ikke Arno. Du spiller en spiller der spiller Arno. Nu sidder du sikkert og tænker; "Hold da op, det lyder godt nok dumt!". Og det er det ærlig talt også! Det er komisk og efterhånden virkelig tåbeligt i Monty Python-agtige højder. Jeg har aldrig forstået, hvorfor Ubisoft ikke bare droppede hele den nutidige del. Den fungerer som altid udelukkende som en oplevelse, der dræber alt indlevelse. Heldigvis fylder dette mindre og mindre spil for spil, og i Assassin's Creed: Unity ser vi sjældent glimt fra nutiden. Og tak for det.

Har du set mit skib?

Mit yndlingsspil i den efterhånden omfattende Assassin's Creed-serie er uden tvivl Assassin 's Creed IV: Black Flag. Piratstemningen sad lige i øjet og den store åbne verden har aldrig føltes ... større. Når du blev træt af at være lejemorder, så stod dit trofaste skib, The Jackdaw, klar ved molen og livet som pirat på bølgen blå var altid blot et tastetryk væk. Skibskamp, kapringer og endda fiskeri og dykning var en stor del af Black Flag. Og faktisk den del, der virkelig rykkede Assasssin's Creed-serien fremad. Denne del er dsværre helt væk i Unity. Istedet for at kigge fremad, er Unity nemlig sprunget hele fem spil tilbage og lægger sig et sted mellem Assassin's Creed 1 og 2. Du vil kun opholde dig i Paris, og der er intet andet end livet som sprintende, springende og stikkende morder tilbage. Heldigvis er Paris den vel nok bedste og flotteste by, der nogensinde er lavet i serien. Og så er der fokus på nogle langt mere interessante missioner, hvor dine evner som usynlig lejemorder bliver testet som aldrig før.

Ganske som i det aller første spil, har Ubisoft sammensat nogle spændende missioner, hvor en metodisk tilgang altid er den bedste metode. Overvåg dit mål. Få adgang til lokationen. Ryd langsomt ud i vagterne. Få det til at se ud som et uheld. Missionerne er ofte svære, og der er en del "trial and error". Men underholdningen er i top, og det bliver sjældent frustrerende, da replay-værdien er meget høj på disse snigmyrde-missioner.

Sidemissioner er der mange af. Du kan opklare grusomme mordmysterier. Der kan opkøbes cafeer og udføres missioner for dem, således de kan blive genopbygget og opgraderet. Find kontrakter på mål, der skal elimineres og tjen masser af penge. Co-op missioner, hvor du med op til tre venner skal begå komplicerede tyverier uden at blive opdaget. Disse er flettet direkte ind i spilverdenen, for ikke at tage dig ud af oplevelsen. Det virker rigtig godt. Desværre er co-op nok ikke et sted, hvor du vil spendere massevis af timer. Men det er et fint lille sidespring, når du vil lege med vennerne. Derudover er der hundrevis af samleobjekter spredt ud over hele Paris og undergrunden.

Skibet og de muligheder, man havde i Black Flag, er dog savnet. Unity er Assassin's Creed skåret ind til benet og på trods af mange muligheder for sidemissioner, virker det som en ret skrabet udgave i forhold til forgængeren.

Byg din egen Arno

Et af de bedste nye aspekter ved Unity er muligheden for at lege udklædningsdukke med Arno. Hvor som helst kan du stoppe op og give Arno nyt tøj på og finde nye våben frem. Alt tøj er bundet til en række "stats" så som stealth, health, range (langdistance kamp) og melee (nærkamp). Bukser, bælter, handsker, overtøj og hætter kan skiftes ud og sammensættes efter behag og derefter farvelægges med en bred palette af spændende og ofte meget flotte farvekombinationer. Det virker som en lille ting, men det er med til at gøre Arno langt mere interessant at se på, og der er mange fede måder at lave sin Arno på.

Rollespilselementet fylder langt mere denne gang, og nu er der også et langt mere omfattende skill-system, hvor du kan opgradere Arno i en lang række kategorier, der nu passer bedst til din spillestil. Du kan også outfitte Arno lige inden eller faktisk også under en mission. Det er virkelig rart at kunne tilpasse sig til kamp eller stealth "on the fly", da det giver langt flere muligheder for at afprøve forskellige spillestile. Generelt er "customizing"-aspektet ved Unity ganske fremragende.

Bedre kamp

I alle Assassin's Creed-spil op til Unity har kamp været et spørgsmål om at lave en såkaldt "counter" (hvor du parrerer et slag) og så et instant kill. Udfordringen har ligget på nulpunktet, selv imod tyve fjender ad gangen. Det er heldigvis lavet om i Unity. Systemet bygger stadig på counters, men det er nu langt nemmere at være offensiv og det betaler sig at variere sin stil. Som det syvende spil i en serie med fokus på nærkamp, er kampsystemet stadig ekstremt simpelt og efter nogle timer ret kedeligt, men det er uden tvivl det bedste vi har set af serien endnu.

Der er heldigvis en lang række spændende våben at gøre brug af. Alt fra små sværd og køller til kæmpe økser og enorme spyd eller treforker. Det er yderst tilfredsstillende at se Arno hamre en gigantisk halebard igennem kroppen på en fjende, der så synker sammen imens Arno hiver halebarden ud på den anden side af den nu døde modstander.

Formidabel fiasko

Indtil nu står vi med et middelmådigt spil, der ikke har gjort de store udsving hverken positivt eller negativt. Men nu skal vi snakke lancering, grafik og teknik. Og her knækker filmen fuldstændig. Lad det være sagt med det samme, at Unity er et ekstremt flot spil. Et af de flotteste nogensinde. Hvis du skulle lave et postkort. For det er det absolut eneste, du kan bruge den flotte grafik til. Når du først begynder at bevæge dig, falder Unity fuldstændig fra hinanden.

Det er så mange problemer, at det er svært at finde et sted at starte. Vi tager den værste synder først, nemlig den elendige SLI-understøttelse (to eller flere grafikkort sat sammen). På mange SLI-setups oplever man det frustrerende "stuttering". Spillet vil hakke kortvarigt og så fortsætte som intet var hændt. I Unity er det så grelt, at disse hak kommer hvert trejde eller fjerde sekund. Når det kommer, så vil alle fyisk-påvirkede objekter - som for eksempel hår og tøj - hoppe vildt rundt og resette. Det er total uspilleligt. Selv med en framerate blød som smør sker dette. Vi testede med et dual GPU NVIDIA GTX 690 og måtte slå den ene GPU fra for at undgå stuttering. Ganske som vi skulle med Black Flag. Ubisoft kendte altså godt til denne store fejl, men var ligeglade og har ikke gidet af fikse den.

Hvad ser jeg i det fjerne?

Ja, det ved jeg faktisk ikke. For teksturerne forsvinder lynhurtigt på alt, der er mere end et par gader væk. Det er især grelt, når du befinder dig på hustagene og kigger ud over Paris. Noget som du kun gør igennem NÆSTEN HELE SPILLET! Og de for serien så velkendte synkroniseringer - hvor du sidder på et højt sted og kameraet automatisk svinger rundt og viser dig området og låser en masse sideaktiviteter op - ser man ofte hundrevis af huse med nærmest tomme teksturer. Det er voldsomt grimt.

Bedre bliver det ikke, når du går igennem gaderne. Her er pop-in så heftigt, at du nogle gange løber direkte ind i indbyggere, der pludselig dukker op ud af ingenting. Jo hurtigere du løber, desto værre er dette popin. Og du løber igennem NÆSTEN HELE SPILLET!

Framerate fra helvede

At spille Unity føles som at forsøge at føre en samtale med en person med kraftig stammen og som har et heftigt epileptisk anfald. Det er ikke særlig flydende. Mildest talt. Frameraten er her, der og alle vegne. De enorme menneskemængder påvirker selvfølgelig frameraten, men ikke som forventet. Nogle steder dræber de store mængder frameraten, andre steder sker der slet ikke noget. Det er ofte fuldstændig umuligt at forudsige, hvor og hvornår frameraten kommer med vilde udsving. Selv med alt sat ned på laveste setting, ville disse udsving forekomme.

Har du et Grafikkort med 6GB VRAM? Nå ikke, så må du hellere spille med teksturer på laveste setting. Grundet elendig optimering kræver Unity nemlig absurde mængder af VRAM - noget som er virkelig dyrt på grafikkort i dag - for at kunne æde de flotteste teksturer. Og selv med et potent setup er du ikke garanteret en lækker, smooth oplevelse. Flere spillere med NVIDIA GTX 980 i SLI beretter om framerateproblemer.

Udover disse store problemer, er der også en lang, lang række af bugs. Ansigter forsvinder, ofte til stor rædsel eller moro. Og NPC'ere opfører sig ganske mystisk. Se bare på nogle af disse eksempler.

Latterlig lancering

Ubisoft har nærmest ført spillerne bag lyset med deres lancering af Unity. De har udtalt, at de ikke har set nogle af disse store problemer i deres interne tests. Enten er dette en lodret løgn - over 1.000 mennesker har arbejdet på dette spil - eller også er deres inkompetence på et ufatteligt højt niveau. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Faktum er dog, at Ubisoft blev straffet hårdt for deres fatale lancering. Deres aktier faldt hele 10% kort tid efter lanceringen. Dette medførte offentlige undskyldinger og Ubisoft har nu givet købere af season pass et helt gratis spil og de har endda aflyst season pass fremadrettet. Dette undskylder dog ikke den frygtelige stand, som Unity blev lanceret i. Faktisk er Unity lige så uspillelig for mig nu i skrivende stund her i starten af 2015, selv efter en omfattende patch.

Sovset ind mikrobetalinger og kedsomheds-app

De sidste søm til ligkisten har Ubisoft også selv hamret i ... endda med syvtømmersøm. For som det værste i hele spilserien er Unity proppet med henvisninger til mikrobetalinger. Hver gang du er inde og opgradere Arno, har du mulighed for at købe lidt ekstra ingame-cash for rigtige penge. Og bedre er det ikke i selve spilverdenen, hvor en lang række kister ikke kan åbnes i spillet. Her skal du hive fat i din tablet, hvor du skal spille verdens vel nok kedeligste companion-app for at låse op for disse kister. Alt ved disse to ting skriger desværre bare på kreativ bankerot.

Konklusion

Jeg var faktisk gået lidt død i Assassin's Creed efter de første fem spil. Men så som Assassin's Creed IV: Black Flag og blæste mig væk. Nøj, hvor var det fedt. Masser af nytænkning og masser af rendyrket sjov og spas. Jeg var derfor tilbage på AC-vognen igen med håb for mere nytænkning. Desværre er Unity på de fleste måder et skridt tilbage. En god historie og interessant hovedperson, et forbedret - men stadig lidt kedeligt - kampsystem, sjovere snigmyrde-missioner og lækre RPG-elementer er ikke helt nok til at gøre Unity interessant. Middelmådigt og fint for fans af serien. Desværre lancerede Ubisoft et spil, der på alle mulige måder virkede til at være en alpha-udgave og sovsede den ind i mikrobetalinger og henvisninger til en ekstrem kedelig companion app. Udgivelsen af et spil i denne stand er simpelthen utilgiveligt, da spillet slet ikke er spilbart i mange hendseende. Og selv efter massive patches eksisterer problemerne stadigvæk. Derfor er vores dom klar: hold dig væk fra Assassin's Creed: Unity. Især til PC.

Xbox One og PlayStation 4-udgaverne har tilsyneladende ikke så mange tekniske problemer, ud over ringere grafik og en lavere men mere stabil framerate. Konsoludgaven er måske værd at overveje?

Hvad jeg spillede:
Hele kampagnen og mange af sidemissionere (cirka 30 timer). Et par timers co-op. 

gaming.dk vurdering
Rate4
Det gode og det dårlige
  • Arno er charmerende
  • Gode rollespils-elementer
  • Forbedret kampsystem
  • Spændende missioner
  • Skrabet for indhold ift. Black Flag
  • Ekstreme tekniske problemer
  • Elendig SLI-understøttelse
  • Meget ustabil framerate
  • Skrækkelig pop-in
  • Masser af mikrobetalinger
  • Sindsyg kedelig companion app
Brugernes vurdering
Urate4
Gennemsnit vurdering ud fra 5 bruger vurderinger
Info og køb
Type
Spil
Udgivelse
17-11-2014
Pris
399 kr.
Genre
Open World
Platform
PC
Producent
Ubisoft Montreal
Udgiver
Ubisoft
Annonce

Flere anmeldelser