Gentagende overtrædelser af eksklusive distributionsrettigheder har fået den russiske medievirksomhed, Rambler Group, til at lægge sag an mod Twitch. 

Twitch er primært kendt inden for videospil og for deres mange populære content creators. Platformen har dog, på det seneste, indarbejdet nye fokusområder. Traditionelle sportsgrene og ligaer, f.eks. NFL, kan nemlig også streames på siden.

Det er netop også en anden traditionel sportsgren, der har fået Twitch i problemer hos det russiske retssystem. De skulle nemlig have overtrådt de rettigheder som Rambler Group ejer i Rusland - rettighederne til at streame kampe fra den engelske fodbold liga, Premier League.
Denne anses for at være verdens mest sete sportsliga, med en rækkevidde på op til 3.2 milliarder mennesker. 

Derfor tager virksomheden heller ikke let på at forsvare deres rettigheder og med over 36.000 overtrædelser, har virksomheden god grund til at fremføre et enormt erstatningskrav; 180 milliarder russiske rubler, hvilket svarer til $2.8 milliarder eller 18.7 milliarder danske kroner. Overtrædelserne tæller alt fra antallet af russiske seere, som har set Premier League kampe over Twitch, til antallet af kampe, der blev streamet før Twitch blev tvunget til at gribe ind.

Rambler Group købte rettighederne, der gælder tre sæsoner frem, i starten af 2019. Kontrakten løb op i €7 millioner (62.5 millioner DKK) og så længe den er gældende, skal al streaming af kampene i Rusland foregå over en Rambler-ejet platform.

Som udgangspunkt krævede Rambler at Twitch blev bandlyst fra Rusland, men derefter tilføjede de også ønsket om erstatning. Det tog heller ikke lang tid fra sagens start, før en russisk domstol blokerede adgang til Premier League over Twitch - platformen er dog fortsat tilladt i landet.

Sagen er sat til at begynde i byretten i Moskva den 20. december, men Mikhail Gershkovich, lederen af Ramblers sportsafdeling, har allerede udtalt, at de lige nu arbejder på at indgå et forlig med Twitch. 

Hverken Twitch, eller moderselskabet Amazon, har kommenteret på sagen. Amazon købte platformen tilbage i auguts 2014 for $970 millioner. Som en af verdens mest værdifulde virksomheder kommer et erstatningskrav på $2.8 milliarder ikke til at betyde det store, men, velhavende eller ej, er det stadig et ordentlig rap over nallerne.