Esport vokser hele tiden, og flere skoler har taget esport til sig. Den seneste er Aalborg Sportshøjskole, som nu også har sat esport på programmet.
I starten omhandler det dog kun undervisning i Counter-Strike: Global Offensive. En af underviserne er den tidligere Cursive, Xapso, Puta og SKB-EC spiller, Kasper "DetlevSNitzEL" Kristensen. Den nye linje er opstået igennem et samarbejde mellem Aalborg Sportshøjskole og Aalborg eSport, og forstanderen for Aalborg Sportshøjskole, Rasmus Krogh, fortæller:

Vi glæder os sindssygt meget til at få esport ind på højskolen. For os ligger esport i helt naturlig forlængelse af det, vi arbejder med i forvejen. Som al anden sport og idræt rummer esport muligheden for at perfektionere noget i det uendelige. Det er selve sportens væsen, at du hele tiden perfektionerer det, du kan. Vi har fundet et par superdygtige undervisere i Kasper ”DetlevSNitzEL” Kristensen og Michael ”Django” Rüsz – og i samarbejde med Aalborg eSport får vi stablet de bedste faciliteter på benene. Eleverne kommer ind i et miljø, hvor de også får en masse fysisk træning. Det kan kun blive godt!!

Vi har hevet fat i DetlevSNitzEL for at høre lidt nærmere om, hvad undervisningen i CS:GO kommer til at omhandle.

Er det første gang, du skal undervise, og hvad underviser du i?

Lige nu underviser jeg på folkeskolen Jetsmark Skolecenter, som også har valgt at fokusere på esporten herunder CS:GO. Derudover ser jeg frem til et travlt år 2017 med mange flere skoler, som har fået øjnene op for esporten. Jeg har en masse ting med i rygsækken fra min egen karriere, hvor målet er at videreudvikle de individuelle spillere på skolerne. Så de bedst muligt kan fortsætte deres esportsdrøm, når de forlader skolen.

På esportlinjen hos Aalborg Sportshøjskole fokuserer vi kun på CS:GO i starten, men jeg vil dog ikke udelukke, at vi udvider med andre spil.

I undervisningen fokuserer vi på de mange elementer, som er i Counter-Strike. Det kan være alt fra strategi og taktisk forståelse til, hvordan du skal positionere dig i forhold til modstanderen. Udviklingen af den individuelle spiller ligger vi også stor vægt på, og sammen med Michael "Django" Rüsz får du den bedste undervisning.

Kan du give en smagsprøve på undervisningen?

Undervisningen vil variere i forhold til elevernes behov og mangler. Undervisningen bliver struktureret i starten af lektionen, så eleven får forståelse for, hvad fokus er i dag.
En typisk lektion vil være, at vi analyserer en demo sammen fra en professionel kamp og sammenligner med andre tuneringer og maps, som de deltog ved.
Derudover får eleverne selvfølgelig lov til at spille Counter-Strike, som kunne være typisk opvarmning med Deathmatch/Botz, hvorefter eleverne vil blive delt op i hold for at spille kampe.

Det er meget vigtigt, at eleverne arbejder sammen, så de får den bedste forståelse for roller, samarbejde og taktik.

(Sådan kunne et skema se ud)

Hvis jeg nu er en dårlig aimer, vil jeg så stadig få noget ud af kursuset?

Alle er velkomne på Aalborg Sportshøjskole, også dig som lige er begyndt med at spille Counter-Strike.

Undervisningen handler ikke kun om at skyde headshots, men også de mere dybdegående ting som organiseringen af esport i Danmark, digital mobning og spillets historie.

Hvis du skulle give tre gode grunde til at vælge esport på Aalborg Sportshøjskole, hvad ville de så være? 

Hvis jeg skulle vælge 3 ting, ville det nok være:

Du får rigtig fede oplevelser på Aalborg Sportshøjskole som blandt andet en tur til Dreamhack Open Winter i Sverige, hvor vi oplever de professionelle spillere direkte fra tilskuerpladserne.

På Aalborg Sportshøjskole er der et super godt socialt sammenværd, og du får en masse nye venner på tværs af linjerne!

Vi sender dig videre fra Sportshøjskolen med de rigtige redskaber, som også kan bruges i den virkelige verden.

Du kan læse mere om Aalborg Højskole og esportslinjen her. Linjen bliver udbudt fra august 2017.

Det ser ud til, at vi efterhånden kan bevæge os væk fra det traditionelle billede, som vi gamere og nørder ofte bliver kædet sammen med, og som Dan Niemand, formand for Aalborg eSport udtaler:

Esport er meget andet end den traditionelle kliché om pizzabakker, cola og folk, der aldrig laver andet end at spille. Hvis du er seriøs som gamer, er du nødt til at holde dig i form, træne seriøst i alle spillets elementer, arbejde med teamudvikling, taktik og samarbejde

Hvis du gerne vil udvikle dig og samtidig få en række redskaber, som du også kan bruge andre steder end i spilverdenen, så kunne det være, at du skulle overveje esportslinjen på Aalborg Sportshøjskole.