Det første indtryk, der rammer mig efter at have spredt de sørgelige rester af indpakningen rundt om i kontoret, er at det virkelig er et STORT keyboard. Med sine 560 x 52 x 220 millimeter gør den sit for at tage pladsen foran skærmen. Mens jeg stadig er overrasket over bredden af keyboardet, tænder jeg min computer, hvorefter mit kontor bades i et blødt multi-farvet lys. Bliver vi i juleterminologien, er det som at tænde juletræet i den mørke stue, hvor de mange farver nærmest er helt dragende.
Den nok mest iøjefaldende ændring i forhold til, hvad man normalt ser på et tastatur, er den ekstra store Space knap. Denne nye EPO pumpede chokolade bar af en Space knap er stort set umulig ikke at kunne ramme. Du kan bevæge dig nok så meget rundt med hænderne, men du er næsten altid indenfor rækkevidde og størrelsen gør, at du selv ved akutte situationer nok skal ramme den. Det er lidt underligt i starten, men efter ganske kort tid kommer du til at elske den.
De medfølgende gummidutter hjælper dig med at vælge en højde. Med mindre du har specielle krav, fungerer både højden og ikke mindst det faste håndledsstøtte ganske fint.
Software og brug i spil
Efter det imponerende lysshow og første indtryk er det på tide, at jeg kaster mig over brugen af keyboardet. Som med mange af disse moderne og smarte keyboards, er der ofte udviklet specifikt software, der hjælper dig med opsætning og brug af de mange funktioner. SteelSeries er rigtig gode til at lave software, der er nemt at bruge. Du kan hurtigt ændre og justere mellem flere spændende farveskemaer og styrker. Du kan også lave dit helt eget skema ud fra de 16,8 millioner farvemuligheder. Det tog ikke mange minutter, før jeg havde valgt de farver, der er en del af mit kontor, så keyboardet pludselig blev til en flot og moderne del af indretningen.
Hvis du ofte spiller de populære RTS eller MMO-spil, så er makro mulighederne altid rigtig spændende. De hjælper dig med, at skyde handlinger af sted og agere i et meget hurtigere tempo, end hvis du skal tyre musen som død og djævel for at sende den næste spell af sted eller beskytte en flyvende gris, der er under angreb. Med hele 22 programmerbare taster i fire lag har du rigeligt med makrofunktioner. De fungerer perfekt i både spil og ganske almindelige funktioner, når du surfer på nettet eller arbejder med forskellige programmer. Du bestemmer selv, hvad og hvornår de skal gøre hvad – du er makro kongen!
Med den gode undskyldning, at man lige skal teste et tastatur, kastede jeg mig ud i forskellige genre af spil. Der skulle kastes med alt fra håndgranater til iskrystaller og noget af det vigtigste i et målrettet gamingtastatur er anti-ghost funktionen. Det passede perfekt at teste dette forhold med mine til tider paniske handlinger i spil, hvor næsten hele håndfladen presses ned i håbet om, at den nærmeste tank ikke så mine store fumlende fødder i hus ruinen. De 20 taster, der er sat til at være i anti-ghosting funktionen virker rigtig godt. Selvom det at trykke seks taster i ned på samme tid faktisk kan være en udfordring, var det vigtige, at de typiske bevægelsestaster reagerede fint, når der var brug for det. Der var ingen paniske rul i Battlefield 3, hvor flyet staller eller skrå løb i League of Legends hvor den bare vælger at løbe en vej.
Sammenlign tanker
Inden for e-sport vil mange ofte gerne have et keyboard med såkaldte ”mekaniske knapper” – men det betyder absolut ikke, at gummi knapperne på Apex keyboardet er dårlige. Bag udtalelsen ”verdens hurtigste keyboard” ligger der nemlig det faktum, at tasterne er placeret rigtig godt, de er store og nemme at ramme og gummi knapperne gør dem nemme og hurtige at trykke på. Knapperne er nærmest gummininjaer, da de - til forskel fra de typiske mekaniske tastaturer - nærmest ikke er til at høre, når du taster. Hvis du foretrækker tydeligt at kunne høre lyden af dine tryk, så er det ikke noget Apex leverer – den er musestille.
Konklusionen
Apex er absolut et stort tastatur, som er målrettet gaming. Det byder på en masse lækre funktioner og det spiller bare. Der er gjort noget ud af designet og de mange muligheder med lyset, gør det bare mere liret end et almindeligt tastatur. På trods af ikke at være et mekanisk tastatur, så rammer den alligevel plet i et godt gamer hjerte. Selvom prisen ligger og lurer i nærheden af de mekaniske alternativer, så får du et rigtig godt og hurtigt keyboard for pengene i Apex.