Anmeldelse
Review_main_uploads_2f1429426655523-6b1w3d3pbi2ro1or-2a8e7f0cc0ac447763475657c1b8b49a_2fdareview

Dragon Age: Inquisition 0

Small_stance
Skrevet af: Andreas Wentoft
Anmeldelser | 18. april 2015, 19.25 Redigér

Hvad sker der egentlig, når et kæmpe hul åbner sig i himlen og blodtørstige dæmoner springer ud for at slå revl og krat ihjel? Efter at have holdt mig væk fra rollespil i lang tid, bestemte jeg mig for at give DA:I et skud. Det er ikke fordi, jeg ikke nyder genren, men den retning de fleste RPG’er har taget det sidste stykke tid, har medført en række irriterende momenter. Jeg er træt af at få skyklapper på af de forskellige spil-udviklere. Jeg vil ud og opleve en levende åndende verden, som jeg rent faktisk har indflydelse på. Jeg vil tage en beslutning og lade den være forkert. Jeg vil opleve Role-Playing delen af et Role-playing-game. Om DA:I rent faktisk lever op til disse idealer, vil jeg nu prøve at finde ud af.

Racisme og religiøs fundamentalisme i et spil?

Ja det kan du tro! Den verden, du bliver kastet ind i, er dynamisk, og selvfølgelig er der blevet begået folkemord i Dragon Age-universet. Elverne i DA:I bliver næsten behandlet som skadedyr i nogle regioner af den fantastiske verden Thedas. Det er dog ikke racismen, der er det gennemgående tema i DA:I, men splittelsen mellem de undertrykte magikere, og deres pseudofangevogtere ”the templars”. Efter flere år i krig, er magikere og templars blevet enige om at gøre forsøget og forhandle fred. Det er ved denne ”fredskonference” spillet starter. Man får dog ikke lov til opleve mødet, da en kæmpe eksplosion dræber alle, der er til stede. Alle undtagen dig, selvfølgelig. Du er personen, der overlevede, og alle vil vide hvorfor. Her kommer Bioware med et interessant spin på fænomenet ”the boy who lived”, da mange mener, at det er din skyld eksplosionen fandt sted. Den første opgave man får, er derfor at rense sit eget navn, og det helst lidt hurtigt. Det er derfor ikke bare en verden fyldt med magi og flaksende sommerfugle man træder ind i, men et sted der på mange måder ligner det ægte, selvfølgelig lige med det ekstra pift, at der er kæmpemæssige drager i Thedas. Det er her den forunderlige rejse begynder. Med en alvorlig anklage og truslen om henrettelse.

Skab dig selv, eller Daenerys Targaryen!

Når man har startet spillet op, starter man selvfølgelig med at vælge en ”class”, her er der de 3 velkendte arketyper: Mage, warrior, og rogue. Alle 3 starter med 3 forskellige ”skill-trees”, hvorefter man når level 10, kan man vælge et til skilltree ud af 3 nye valgmuligheder. Alt dette er meget elementært når det kommer til RPG’s, så intet innovativt her. Allerede ved character-creatoren kan man bruge flere timer, og mange gør det! En uge efter release var der allerede guides til at lave forskellige celebrities. Her tænker jeg især på den meget populære Daenerys Targaryen, eller den næsten lige så populære Brienne of Tarth fra hit-serien ”Game of Thrones”. Nu er det ikke fordi, der kun er guides til seriøse karakterer, der er såmænd også en guide til selveste Nigel Thornberry. I sandhed en SMASHING character-creator.

 En ting er, hvordan man skal se ud, men i DA:I er din race mindst lige så vigtig, hvis ikke vigtigere. Her kan man vælge imellem elver, menneske, dværg, eller den nyligt tilkomne quanari. Som nævnt tidligere, er elverne på alle måder ”underdogs” i den her verden, de bliver trådt på, og bor for det meste i ghettoer. Dværgene har fået en ret klassisk RPG profil. De lever hele deres liv under jorden, dog med undtagelsen af, at udstødte dværge bliver tvunget til at leve på oppe på landjorden. Menneskene har størstedelen af magten over Thedas, men kan ikke finde varig fred på grund af interne politiske spændinger. Og så er der de fundamentalistiske quanari, der lever efter deres hellige tro kaldet ”the Qun”. Hvis man vælger at spille som quanari, starter man som udstødt. Det ville aldrig kunne accepteres, at en quanari handlede af egen fri vilje, så for at du rent faktisk kan spille racen, er du nødt til at være udstødt af dit eget folk. Du bliver behandlet anderledes af de mennesker omkring dig, afhængig af hvilken race du vælger. Du kan rent faktisk møde NPC’er der er racistiske overfor din karakter, et helt igennem genialt træk af Bioware. I en mission hvor man skal ind og lefle for hoffet i storbyen Orlais, handler det om at imponere adelen, og det får man så point for. Men hvis man laver missionen som en quanari for eksempel, så starter man faktisk med mindre point, end hvis man havde spillet menneske. Det er sådan nogle ting der holder mig fast. De små detaljer der får mig til at spille videre.

Lukke åbningen til helvede, eller ride et ræs mod en teenagepige?

Thedas har så mange quests og små stykker lore at byde på, at ville se det hele, virker fuldstændig uoverskueligt. Bare i startingzone er der i hvert fald 10+ timers spilletid. Nøgleordet med hensyn til alt det her content er i høj grad, at det er selvvalgt. Hvis man bare sætter sværhedsgraden på det laveste, og så ellers bare laver sine story missions, jamen så kan man sidde og spille det som et actionspil. Men hvis man nu leder efter en udfordring, så kan man sætte sværhedsgraden på ”nightmare”, og få en oplevelse hvor man rent faktisk begynder at få et eller andet forhold til karaktererne. Jeg løb rundt i startingzone i virkelig lang tid. Der var simpelthen for meget at lave! Jeg red hesteræs mod en teenagepige, jeg eskorterede bisoner hen til deres ejere, og jeg lukkede huller til helvede omringet af dæmoner. Der var endda en drage i startingzone. Det var godt nok ikke en drage jeg kunne slå, men jeg fik lov til at se den, 2 sekunder inden den slog mig ihjel. Alt dette oplevede jeg i startingzone. Man kunne spørge sig selv, om man ikke ville blive træt af alle disse sidemissions, og det ville være et ret godt spørgsmål. Et af de største problemer ”openworld” spil har, er at man kan give spilleren for meget frihed. Lige pludselig kan man ikke huske hvad historien egentligt går ud på, og man kører træt i konceptet. Dette har DA:I dog let og elegant fixet med noget så simpelt som NPC’er. Når man er ude i verdenen, har man 3 selvvalgte ledsagere som snakker med hinanden og til dig. 

Du kan selvfølgelig også vælge at forføre dine ledsagere. Alle mainstream seksuelle præferencer er repræsenteret, så der er frit valg på alle hylder. Udover det, hjælper de dig også med at slagte dæmoner, drager og andet utøj. Jeg tror bedst, at jeg kan beskrive det, som den relation man får til en karakter i en bog, man godt kan lide … man har brugt et utal af timer med materialet, og kender efterhånden den pågældende karakter ud og ind. Man ved næsten, hvad de vil svare, inden det kommer op på skærmen. Det er dog ikke kun NPC’erne, der er utroligt godt skrevet, men faktisk også dig selv, eller i hvert fald de forskellige versioner af sin karakter, man kan komme frem til. De forskellige valg man skal tage igennem spillet, rammer næsten altid en eller anden form for grundværdi, man er nødt til at tage stilling til. Jeg skulle tage stilling til om jeg ville henrette et andet menneske. Som grundværdi er jeg imod statsautoriserede henrettelser, men her stod jeg med beslutningen. En mand der have vist sig som ekstremt farlig for hele verden, og som havde prøvet at slå mig ihjel, stod overfor mig. Efter jeg havde taget ham til fange, var han stadig et risikabelt element at have i verden, og det var derfor klart, at der skulle gøres et eller andet. Jeg besluttede mig til sidst for at give ham noget der minder om det hvide snit. Når jeg sidder og tænker på den beslutninger, ved jeg stadig ikke helt hvor tilfreds jeg er med den. Bare det at et computerspil har fået mig til at genoverveje mit etiske ståsted, er for mig fantastisk. Man kan derfor, med stor sandsynlighed, se noget af sig selv i karakteren ved spillets slutning.

God of War eller interaktivt stratego?

Gameplayet i DA:I er ligesom ler. Du kan forme det efter dine ønsker, og hvis uheldet endelig er ude, så kan du bare ændre det. Vil du have en warrior med et stort tohåndssværd? Eller vil du hellere være en kraftfuld troldmand, der kan kaste lyn og ild ned over sine fjender? Vil du løbe direkte ind i kampen, som den almægtige kriger du er? Eller vil du hellere kommandere dine ledsagere rundt, og vinde en strategisk sejr? Det er her, funktionen kaldet tactical camera kommer ind i billedet. Med et tryk på en knap bliver spillet øjeblikkeligt sat på pause, og man får en fugls blik over kamppladsen.

Du kan bevæge kameraet rundt, vælge hvorvidt dine ledsagere burde drikke en healthpotion, eller om de skal angribe en bestemt fjende. Hvis det ikke lige lyder som din kop the, så bliv ikke bange. Det er nemlig ikke den eneste måde at spille på. Du kan helt lade være med at bruge tactical camera. Du kan spille hele spillet igennem, uden nogensinde at have rørt tactical camera. Men som med så mange andre ting vedrørende DA:I, så har du valgmuligheden. Så om man vil slagte fjender ligesom i God of War, eller placere dine brikker strategisk kloge steder, er helt op til dig selv. Uanset hvad du vælger, så kommer du til at stoppe op og nyde landskabet. Det her spil er æstetisk meget fuldkomment. Måden de forskellige barer i byerne er lyst op, og de utroligt gode sange der bliver spillet derinde. Eller udsigten til de store majestætiske bjerge i Haven. Eller bare når man går rundt i skoven, på jagt efter endnu en quest at fuldføre. Lyd og billede går smukt hånd i hånd. Man kan virkelig mærke, at der er lagt en kæmpemæssig vægt på stemningen i det her spil. Det er også derfor, jeg bliver så ked af det hver gang spillet skal loade. Det er pinligt, så lang tid loadingscreens tager i det her spil. Man har løbet rundt i et par timer, og er blevet opslugt af gameplay og historie. Men så, pludselig, så sidder man sgu og stirrer ind i en sort skærm de næste 5 minutter. Der er ikke noget mere ødelæggende, når man har skabt et spil, der hviler så stærkt på stemningen. Det er endda en Alienware Aurora jeg spiller på. Jeg håber inderligt problemet bliver løst, for det ville give spillet, den sidste knivspids salt det har brug for. Med hensyn til hvad du rent faktisk skal bruge for at spille DA:I, så har Bioware rekommanderede systemkrav, der er som følger:

  • Windows 7 or 8.1 64-bit
  • AMD six core CPU @ 3.2 GHz
  • Intel quad core CPU @ 3.0 GHz
  • 8 GB RAM
  • AMD Radeon HD 7870 or R9 270
  • NVIDIA GeForce GTX 660
  • Direct X 11
  • 26 GB Hard Drive

Konklusion

Du har nok lugtet lunten… jeg er fuldstændig og aldeles forelsket i det her spil. Det har vækket min lyst til at spille RPG’er igen, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Det huskede mig på, at man rent faktisk kan tage svære samfundstendenser og problemer op, i et medie der egentligt udelukkende er kreeret for underholdningens skyld. En verden der er klar til at blive udforsket, og ikke mindst påvirket. Thedas lever og ånder, og det samme gør dets indbyggere. Jeg vælger derfor at give spillet 8/10, helt klart en af de fremtidige uundgåelige RPG’er. Nu, hvis i vil have mig undskyldt, vil jeg vende tilbage til den racistiske, politisk ukorrekte, og spændende verden Thedas. Der er op til flere drager, hvis dage er så godt som talte.

gaming.dk vurdering
Rate8
Fantastisk
Det gode og det dårlige
  • En levende verden man kan påvirke
  • God character-creator
  • Dybe og interessante karakterer
  • Lange loadingscreens
Brugernes vurdering
Ingen bruger vurderinger
Info og køb
Type
Spil
Udgivelse
18-11-2014
Pris
297 kr.
Genre
RPG
Platform
PC
Producent
Bioware
Udgiver
Electronic Arts.
Markedspladsen

Gå til markedspladsen
Annonce

Flere anmeldelser
Irish Caytlin