Far Cry 4 - PC anmeldelse

Skyd en sneleopard, nak et næsehorn, rid på en elefant og befri et digitalt Himalaya fra en despotisk galning i Ubisofts storslåede efterfølger til en af de bedste first person shooters nogensinde. Far Cry 4 er endelig landet, og vi har opholdt os i det smukke men yderst dødelige bjergrige Kyrat. Læs hvordan vi udryddede flere truede dyrearter, besteg bjerge og radiotårne, befriede baser og hjalp frihedskæmperne med at få diktatoren Pagan Min vippet af tronen.

Askesprederen Ajay

I Far Cry 4 indtager du rollen som Ajay Ghale, der netop er vendt hjem til Kyrat efter at have levet det meste af sit liv i USA. Ajay skal opfylde sin moders sidste ønske, nemlig at få spredt sin aske i hjemlandet. Der går dog ikke mange minutter, før Ajay er i kløerne på Kyrats maniske leder Pagan Min. Det smukke bjergrige, der minder ikke så lidt om Tibet, er nemlig hærget af en borgerkrig. Pagan Min holder landet i et diktatorisk jerngreb, hvor alle modstandere af hans regime ”forsvinder” på mystisk vis, og hans propaganda er at finde alle steder. På den anden side står ”The Golden Path”, en flok oprørere, der forsøger at vælte Pagan Min af pinden.

Efter en morderisk middagsscene og lidt tortur bliver Ajay befriet af The Golden Path, og så starter spillet for alvor. Ajay bliver nemlig hurtigt frontfigur i oprørskampen, og det viser sig også snart, at Ajay har stærke bånd til både Kyrat og oprørskæmperne.

Forrest i rækken står den psykopatiske Pagan Min. Farverig som kun en megalomanisk bondskurk kan være det.

Historien er bestemt ikke Far Cry 4’s bedste aspekt. Men selvom vi ikke får serveret den dybeste eller mest interessante oscarværdige fortælling, så bæres historien heldigvis af nogle til tider ret fantastiske karakterer. Forrest i rækken står den psykopatiske Pagan Min. Farverig som kun en megalomanisk bondskurk kan være det. Han er ikke helt på højde med den formidable skurk fra Far Cry 3, Vaas, men det er tæt på. Derefter følger en lang række bikarakterer, som er med til at gøre Kyrat og konflikten til et mere håndgribeligt sted. Som for eksempel de to oprørsledere, der kæmper en intern og ganske intens kamp om, hvordan The Golden Path skal gebærde sig.

Desværre er Ajay Ghale selv lidt af en blank side. Du får aldrig meget af vide om ham. Fordelen er, at du helt selv kan fylde de værdier i Ajay, som du har lyst til. Bagdelen er, at han ikke er nogen interessant hovedperson. Og hvorfor han pludselig er en regulær supersoldat og overlevelses-ekspert vildere end BS. Christiansen, finder vi aldrig ud af.

Far Cry 3.5

Har du spillet Far Cry 3, vil du blive mødt af et velkendt syn. Der er lidt flere bjerge, lidt mindre tropestemning, og piraterne er blevet skiftet ud til Pagan Mins undertrykkende militærstyrker. Men opbygningen af spillet, selve spilverdenen og missionerne er som taget ud af Far Cry 3. Til at starte med er Ajay et uskrevet blad og kortet over Kyrat er indhyllet i tåge. Men ganske som med Far Cry 3 ændres dette hurtigt.

Far Cry 4 er nemlig bygget op efter den samme skabelon som forgængeren – og Assassins Creed, Watch Dogs og nærmest alle andre Ubisoft spil efterhånden – hvor du skal klatre op i toppen af et radiotårn og banke lidt på en sender, og vupti, så forsvinder tågen fra en del af kortet og viser dig et regulært overflødighedshorn af ting, du kan tage dig til. Overtagelsen af fjendes baser vender selvfølgelig tilbage som en af de sjoveste sideaktiviteter. Der er propaganda-missioner, hvor du skal stikke en kæp i hjulet på Pagan Mins store propaganda-maskine. Du møder også to engelske backpackere, der sender dig til det mystiske Shrangri La i en rus af heftige svampemidler, hvor du så skal kæmpe imod dæmoner hjulpet til af en majestætisk, smuk hvid tiger.

Du vil blive stukket, bidt, revet, rusket, trampet, væltet, mast og endda få revet øjnene ud.

Alt vil slå dig ihjel

Ud over et hav af sidemissioner er Kyrat proppet til randen med ting, som du kan se, samle og jage … eller blive jaget af. Der er gemte skatte overalt, og antallet af spændende steder at besøge er enormt. Du kan samle og sælge ting fra kister. Der er Pagan Min-plakater at rive ned. Der er antikke masker, efterladte dagbøger, glemte breve og de såkaldte mani-hjul at finde. Hundredevis af ting ligger bare og venter på dig i Kyrat. Hvad der også venter, dog, er det lokale dyreliv, der er som taget ud af Australien. For alt er ude på at tage livet af dig.

Du vil blive stukket, bidt, revet, rusket, trampet, væltet, mast og endda få revet øjnene ud, af de mest aggressive dyr nogensinde set. Slanger, ræve, tigre, vildsvin, honeybadgers, ulve, sneleoparder, bjørne, ørne, næsehorn og ja, endda gigantiske elefanter. Med undtagelse af elefanterne og et par af de mere fredelige arter som geder og grise, vil alle de andre dyr forsøge at få dig ned med nakken, så snart de ser dig.

Hopper du op på et tag for at komme væk fra en leopard? Så kravler den da bare efter dig. Sætter du dig ind i en bil for at undslippe et næsehorn? Så torpederer den grå satan da bare bilen og sender den og dig flyvende ud over en skrænt eller ind i et træ. De er hårdhudede og aggressive som få. Især honeybadgeren. Den lille stinkdyrslignende grævling ser ikke farlig ud. Men du skal ikke være ked af at bruge automatvåben på den!

Når jægeren bliver den jagede

For at illustrere præcist hvor galt, det kan gå, er her en lille anekdote fra min tur i Kyrat. Jeg er på vej ud for at jage sneleoparder, da jeg skal bruge pelsen til at lave en vest (mere om crafting lige om lidt). Jeg sidder i min jeep og nyder landskabet og musikken, da jeg pludselig bliver beskudt af en fjendtlig soldat, der overhaler mig på en ATV. Jeg får heldigvis skudt ham og han falder af maskinen.

Panisk får jeg hevet mit oversavede jagtgevær frem og giver det lille bæst to skud hagl lige i ansigtet

Jeg stopper jeepen og hopper ud for at tage de penge og den ammunition, soldaten har. Jeg bliver beskudt igen, og jeg ser en bil med tre soldater stå længere oppe ad vejen. Jeg finder min sniper-riffel frem, tager sigte og … pludselig hører jeg noget hvæse og en honeybadger er ved at hive mig i røvskægget. Jeg prøver febrilsk at skyde den med riflen, men den fungerer ikke godt på klods hold. Panisk får jeg hevet mit oversavede jagtgevær frem og giver det lille bæst to skud hagl lige i ansigtet. Den dør ikke, men løber blot lidt væk.

Lige som jeg skal til at fokusere på fjenderne igen, kan jeg se, at et næsehorn kommer stormene og vælter både fjender og deres bil som var de lavet af pindebrænde. ”Tak til moder natur!”, når jeg lige at tænke, før en ørn kommer baskende og sætter sine lange kløer ind i mit ansigt. Jeg ryster den af mig og skyder efter den uden at ramme noget. ”Nu kan det vist ikke blive værre … ” er den sidste tanke, der flyver igennem mit hoved, før jeg ser næsehornet brase ind i min bil som lander lige oven på mig. Det er ikke nemt at være den mest jagede mand i Kyrat.

Til sidst fik de nærmest ustoppelige næsehorn altså lov til at smage både antitank-våben og det plastiske sprængstof.

Plastisk sprængstof og truede dyrearter

Jagt er en stor del af Far Cry 4, og ganske som i forgængeren er det virkelig underholdende og ekstremt nødvendigt. Ajay starter nemlig uden de store muligheder for at bære våben, ammunition og penge. Alt fra tasker, punge, pilekogere og hylstre til våben skal nemlig ”craftes” ud fra skind og pelse. Det kan til tider virke ret dumt, at du skal lave en større pung for at have flere penge og derfor bliver holdt kunstigt tilbage. Men det giver et godt incitament til at jage det lokale dyreliv, og samtidig sørger crafting-delen for, at Ajay ikke bliver total ustoppelig fra starten af spillet – hvilket han ender med at være midtvejs igennem spillet.

Til at starte med kan man godt have lidt svært ved at jage dyr som tigere, sneleoparder og næsehorn, da de jo er truede dyrearter i den virkelig verden. Men når man for tredje gang er blevet ædt af en tiger eller trampet ihjel af et hyperaggressivt næsehorn, så kommer handskerne altså af. Til sidst fik de nærmest ustoppelige næsehorn altså lov til at smage både antitank-våben og det plastiske sprængstof. Og tigrene blev nedlagt med maskingeværer og eksplosive kugler fra heftige rifter.

Det er dog stadig langt mere tilfredsstillende at tage på jagt med bue og pil. Og får du nedlagt dyr med buen, så giver det to skind i stedet for et. Hvor mange pile et næsehorn skal have, ved jeg ikke. Jeg har forsøgt flere gange med buen imod det armerede monster af et dyr, men det er ikke lykkedes endnu.

Snig, skyd, flyv eller svæv

Der er ufatteligt mange ting at tage sig til i Far Cry 4. Sideaktiviteterne og den åbne verden vil helt sikkert sluge langt størstedelen af din tid med spillet, selvom hovedmissionerne faktisk også er rigtigt underholdende. I de centrale historiedrevne missioner, skal du hjælpe The Golden Path med at få skubbet Pagan Min af tronen. Lige på nær et par snigemissioner, hvor opdagelse betyder, at du skal starte helt forfra, er hovedmissionerne rigtig godt sat sammen. For ganske som med alt andet i spillet, kan du selv bestemme din fremgangsmåde.

Det absolut bedste ved spillet er, at du har fuldstændig frie hænder til at gøre, lige hvad du har lyst til.

Vil du snige dig ind i en base, dræbe fjenderne en af gangen og gemme deres lig af vejen? Vil du sætte dig på et klippeudspring 500 meter væk med din kraftfulde men lyddæmpede sniper-riffel? Finder du det vildeste maskingevær frem, sætter dig op på en elefant – ja, dem kan du ride på – og smadrer dig igennem porten og pumper alt og alle fyldt med bly, alt imens elefanten løfter fjenderne op, tramper dem ned og smadrer køretøjer? Eller tager du en af de små helikoptere og flyver hen over basen og lader granater regne med over dem? Valget er dit.

Det absolut bedste ved spillet er, at du har fuldstændig frie hænder til at gøre, lige hvad du har lyst til. Alle fremgangsmåder er voldsomt underholdende, og selvom jeg personligt er mere til at snige mig, er det umuligt ikke at nyde følelsen af at smadre rundt i en base på ryggen af en nærmest ustoppelig elefant.

Far Cry 4 har simpelthen så ustyrligt meget indhold, at jeg slet ikke har snakket om wingsuiten, kamparenaen, rejserne til de iltfattige bjergtinder eller uddybet dæmonmissionerne … lad det bare være sagt, at hvis du skal gennemføre 100%, så behøver du ikke andre spil til de næste mange måneder. Ubisoft har med rette leveret Far Cry 3.5 og vi elsker det. Far Cry 3 var og er stadig et virkelig godt spil. Så endnu et i samme stil er absolut ikke nogen dum ide. Lad det dog være sagt, at vi efter dette udspil gerne vil se mere fornyelse, således vi ikke får franchise-træthed ala Assassins Creed!

Formidabel co-op

Det hele bliver kun sjovere, hvis du tager en ven med på slæb. For Far Cry 4 har en fantastisk co-op-funktion, der gør det muligt at hive en anden spiller med ind i din spilverden – eller også kan du besøge andres. Hele kortet og alle ”open world” sideaktiviteterne er åbne for jer begge. Det er derfor helt op til jer, om i vil jage sammen, overtage baser sammen eller blot flyve rundt på må og få. Der er dog en grænse for, hvor langt spillere kan være fra hinanden. Det betyder heldigvis ikke meget, da man jo spiller sammen for at … ja, spille sammen og ikke lave hvert sit.

Den føromtalte helikoptertur bliver kun sjovere af, at en spiller flyver imens den anden skyder. Det er rendyrket underholdning og co-op får den varmeste anbefaling herfra.

Multiplayer byder på tre spiltyper: Outpost, Propaganda og Demon Mask. De første to handler om at angribe/forsvare baser eller angribe/forsvare propaganda. Den sidste – Demon Mask – er en type af capture the flag. Ubisoft har forsøgt at gøre disse spiltyper interessante, ved at gøre faktionerne forskellige i forhold til udstyr, evner og muligheder for at komme rundt på banerne med køretøjer. Men i sidste ende er multiplayer spillets svageste kort, og efter et par timer her, har man mere lyst til at vende tilbage til singleplayer eller det langt mere underholdende co-op.

Nvidia-smuk grafik med en del svipsere

Grafisk har spillet fået et mindre løft siden Far Cry 3. Det er dog i detaljerne, at forskellene ligger, og når kuglerne flyver og du ræser afsted, ligner spillet sin forgænger enormt meget. Der er dog kommet en del nye effekter, så som pels på dyrene, forbedret tesselation, smukke god rays fra solen og et mere realistisk skyggesystem. Fælles for dem alle er, at de tilsyneladende drager stor fordel af Nvidia-grafikkort. For på ganske underholdende vis hedder den højeste setting i grafikinstillingerne ”NVIDIA”. Jeg grinte ærligtalt, da jeg så dette. Gad vide hvor mange penge Ubisoft har fået for dette?

Når Ubisoft er så kække, at de ligefrem laver en Nvidia-indstilling højere end ”Ultra”, så er det altså pinligt, at Nvidias egne drivere ikke fungerer.

Jeg grinte desværre lidt mere opgivende, da det skulle vise sig, at Nvidias egne drivere gav anledning til en række grumme, spilødelæggende fejl. For med den – i skrivende stund nyeste driver (v344.74) – oplevede jeg og mange, mange andre spillere graverende grafiske fejl. Det er fejl som kraftig image retention, total sorte skygger og underligt farvede træer. Når Ubisoft er så kække, at de ligefrem laver en Nvidia-indstilling højere end ”Ultra”, så er det altså pinligt, at Nvidias egne drivere ikke fungerer. Jeg blev nødt til at lave et rollback til en ældre version af driveren for at spille videre. De grafiske fejl er langt fra så slemme, som i katastrofen Assassins Creed: Unity – som vi rent faktisk slet ikke kan anmelde, da det ikke vil køre på vores anmelder PC – men de er stadig store nok til at trække ned i helhedsindtrykket.

Her er en video, der viser spillet fra sin flotteste side og de lækre effekter på NVIDIA-indstillingen:

Når denne kritik med rette er blevet fremlagt skal det dog siges, at spillet ser fremragende ud. Det er billedskønt som få andre, når du sniger dig igennem græsset, ser solstrålerne vælte ned igennem trækronerne imens en uanende bjørn rumsterer rundt i et nærliggende buskads med pels, der følger bjørnens bevægelser. På min PC – drevet af et gammelt men stadig meget hurtigt GTX 690 – kunne jeg presse 40-60 FPS ud af spillet med alle indstiller på … NVIDIA (lol, det er fjollet).

Konklusion

Kender du definitionen på sindssyge? Det spurgte den helt igennem sindssyge og psykopatiske Vaas os om i Far Cry 3. Vaas’ svarede sig selv med, at sindssyge er, at gøre det samme igen og igen og så forvente, at noget forandrer sig. Man kan så spørge sig selv om, hvorvidt Ubisoft er blevet vanvittige, da de har lavet nøjagtigt samme spil, som vi så i 2012 med Far Cry 3. Svaret er et rungende NEJ! For Far Cry 4 er nemlig en fantastisk underholdende shooter i en eminent realiseret spilverden, hvor du vil kunne spendere dusinvis af timer alene på første gennemspilning. Og endnu engang står vi i en situation, hvor et Far Cry-spil kan være det bedste spil, som er udkommet i år.

Hvad jeg spillede:
40 timer i singleplayer. Gennemførte kampagnen og cirka 70% af spillet. 5 timer co-op og 3-4 timer multiplayer.