Vi har været så heldige på Gaming.dk at få en snak med 20 årige Daniel Wendelbo, kendt under in-game navnet "Wendelbo", der til dagligt spiller League of Legends professionelt. Wendelbo er til dagligt support spiller for tyrkiske Team Aurora, der spiller i den bedste tyrkiske liga TCL. I den seneste weekend startede de sæsonen ud og formåede at gå 1-1 i den første uge. Vi har i vores snak med ham spurgt lidt ind omkring hans liv som professionel spiller, og hvordan det er at spille nede i Tyrkiet.  


Fortæl os først og fremmest lidt om dig selv, og hvordan din professionelle LoL karriere begyndte?

Det hele startede tilbage i sæson 1, lige efter betaen stoppede. Dengang var det mest for sjov, hvor jeg spillede med mine venner. Jeg fandt ud af at jeg var bedre end mine venner eftersom jeg hurtigt kom i guld ELO, hvor de stadig lå og rodede rundt i bronze/silver. 

I sæson 3 valgte jeg så at se hvor højt jeg kunne komme op i rank, og begyndte i den forbindelse at spille meget duoq med en fra min daværende klasse. Min klassekammerat spillede ADC, og derfor faldt det mig naturligt at skifte til support main (fra midlane). I løbet af sæson 3 spillede jeg mig hele vejen op til Challenger, dengang hvor der kun var 50 pladser i Challenger. På det tidspunkt var jeg kun 14 år, og lærte mange professionelle spillere at kende, eftersom jeg altid kom i samme spil som dem. 

Min ven jeg spillede med stoppede så med LoL eftersom han gerne ville fokusere på skole. Jeg ville derimod gerne tage det mere seriøst, og blev enige med min familie om at jeg startede i 10 klasse, og kunne ved siden af have tid til League of Legends. Kun få uger efter jeg startede i 10 klasse bliver jeg kontaktet af Wickd (tidligere professionel spiller). Wickd tilbød mig at spille på et hold i Europa ved navn Denial Esports. Dette var mit første professionelle hold, og siden da har jeg været på en masse forskellige hold, og flere gange været tæt på at kvalificere til LCS. Dog lykkedes det aldrig helt. Derudover har jeg også spillet i både Rusland og Tyrkiet tidligere.


Hvordan er dit nye hold, og hvordan har det været at skulle flytte til Tyrkiet?

Overordnet set har det været rigtig godt, men der er selvfølgelig en masse ting der fungerer anderledes, og mange ting man lige skal vende sig til. Nu har jeg efterhånden spillet i mange lande, så alt det med at skulle klare sig selv og være væk hjemmefra har jeg vendet mig til fra tidligere hold. 

Lige i Tyrkiet er en af de ting man skal vende sig til f.eks. bylivet. Bylivet er meget anderledes end i Danmark. Først og fremmest er det hele meget større, og folk opfører sig på en anden måde, dog ikke negativt. Folk i Tyrkiet er rigtig venlige, og der er altid god service på restauranter. Folk sørger virkelig for at tingene er i orden, når man kommer fra et andet land som jeg gør. Jeg har endnu ikke haft nogle negative oplevelser i Tyrkiet. 


Hvordan er selve organisationen "Team Aurora" i forhold til andre hold du har spillet på?

Fra hold til hold vil der altid være forskel på hvor seriøst man tager tingene, og hvor store målsætninger man har. Her nede på Team Aurora vil jeg ikke sige det er super seriøst, i forhold til hvad jeg før har oplevet. Mine tider på Europæiske Challenger hold har generelt været mere seriøse og strikse hvad angår træningstider osv. Generelt er de ikke ligeså professionelle i Tyrkiet, og de har en mere afslappet holdning til tingene fra hvad jeg har oplevet. Grunden til jeg er taget på det her hold er primært for at prøve at have lederrollen, og være den erfarne mand på holdet, og derfor gør den lidt mere afslappede holdning mig ikke så meget. 

Hvis det kommer til alt staff bag organisationen er der heller ikke lige så meget direkte kontakt som på europæiske hold. Her nede kan manager og coach ikke flydende engelsk, så man har ikke som sådan et forhold til dem. Der er derfor stadig et klart niveauforskel hvis man sammenligner de tyrkiske hold med de europæiske hold vi kender fra LEC. Med det sagt er topholdene her nede klart mere professionelle end mit eget hold, men når jeg siger topholdene kan det kun tælles på et par fingre. 


Hvordan vil du sige niveauet i TCL er i forhold til de store ligaer?

Jeg vil sige at topholdene her nede, som jeg ser som værende SuperMassive og Royal Youth er ikke langt fra niveauet i LEC. De ville højst sandsynligt ikke være et top 5 hold i LEC, men de ville ikke have et problem med at spille i ligaen. Der hvor den helt store forskel ligger i Tyrkiet sammenlignet med ligaer som LEC er bundniveauet. Vores tophold i TCL kan godt spille på det niveau, men resten af ligaen har stadig lidt vej endnu. Dog er den tyrkiske liga i stor fremgang, og over de seneste år er niveauet steget utrolig meget. Det er både på grund af det bliver taget mere seriøst hernede, samt mange hold er begyndt at importere spillere fra andre regioner, især fra Europa og Korea. 


Hvordan vil en normal dag se ud for dig og holdet? 

Som sagt er reglerne her nede ikke så stramme, så hvis vi ikke har liga kampe (lørdage og søndage) eller noget der skal laves med Riot, står jeg op omkring kl. 12-13. Herfra gør jeg mig klar og får mig noget mad, og så er det ellers bare ind foran computeren. Her varmer jeg tit op i form af lidt solo queue, inden vores træning der ofte starter kl. 17. Cirka 30 min før træning tager vi et hold møde, hvor vi gennemgår forventningerne til dagens træning. Under træningen kører vi normalt 5 games i træk, med en lille 10 minutters pause imellem. Efter træning kan man gøre hvad man vil, så længe det ikke indeholder druk og fest. Personligt holder jeg mig mest til at spille soloqueue, som jeg kan rigtig godt lide at streame for andre på Twitch. På livestreamen får jeg koblet af ved at kunne snakke med mine viewers, men på samme tid får jeg også øvet.


Hvad er din egen og holdets målsætning for den kommende sæson? 

Der er desværre sket det at vores primære jungler er blevet banned, og må derfor ikke deltage i det kommende split. Derfor har vi fået en ny spiller ind, og ham har vi ikke haft så meget tid til at forberede med. Derudover er han en helt ny spiller, så han skal også have noget erfaring før det fungerer helt optimalt. I forvejen har vi også to andre spillere uden erfaring, og derfor er vores forventninger til det første split ikke særlig høje. Vores målsætning er bare at gøre det bedste vi kan, og så må vi se hvor det fører os hen resultat mæssigt.  

Min forventning til mig selv er som leder/shot-caller at der in-game er styr på tingene så godt som muligt, og jeg formår at kunne bære lederrollen og få udviklet de nye spillere i løbet af året. Selvfølgelig kan man ikke gå ind og udvikle en helt ny spiller, og vupti er han den nye Faker ved sæsonens slutning. Men så længe vi som hold hele tiden kan se fremgang, er jeg personligt også godt tilfreds.

Derudover er der selvfølgelig nogle hold man rigtig gerne vil slå. Det er lidt en personlig målsætning og gå ud og slå de andre hold med danske spillere i form af GodBro på Galatasaray Esports og Doxy på Galakticos. Men det er mere en indbyrdes ting hvor man altid gerne vil slå sine danske kammerater. 


Er der nogle gode/dårlige ting ved at være professionel som den gennemsnitlige fan ikke normalt går og tænker over?

For at at starte med nogle af de gode ting, så vil det klart være den frihed man har i sit arbejde. Man skal ikke op tidligt om morgen og i skole/på arbejde til et bestemt tidspunkt på dagen. Man kan tage tingene i sit eget tempo, og så længe man er klar til træningen om eftermiddagen er det fint. Man kan også leve af sin hobby hvilket er super fedt. 

En negativ ting som de fleste nok ikke tænker over er det konstante pres der er på en, som tit kan fører til stress og mental udmattelse. Når man lever af at spille League of Legends og bliver betalt for det betyder det også at der er forventninger til en, og hver uge skal man leve op til forventningerne fra ens hold og fra fans. Op til vigtige kampe kan der også være meget pres, hvor man ligger og tænker på kampen i uger op til, og på den måde dræner sig selv for energi. 

Derudover er der også ustabilitet i arbejdet, og så længe man ikke spiller helt i den professionelle top (de store ligaer), så skal man kæmpe ekstra meget for at vise man er værdig nok til at leve af spillet. Hvis man er top spiller i f.eks. LEC har man nogle større kontrakter der strækker sig over længere tid. I mit tilfælde kan kontrakterne være helt nede på 3 måneder, og derfor står man hurtigt i en situation hvor man igen skal finde nyt hold. 


Hvordan er processen når du skal finde hold?

For mig personligt handler det mest om at promovere sig selv på sociale medier, streams osv. De mere kendte spillere på de store hold har agenter eller lignende der er ude og finde aftaler til en, men den hjælp har man ikke på det niveau jeg pt. spiller på. Derfor annoncerede jeg selv på Twitter at jeg ledte efter hold, og så handler det bare om at vente på nogle tager kontakt med et tilbud.

Personligt er drømmen at jeg kan spille mig op på et niveau hvor de store europæiske hold vil tage mig i betragtning, og ende på et hold med en mere stabil kontrakt. Hvis det aldrig lykkedes har jeg det fint med at fortsætte i de mindre ligaer, så længe jeg kan leve af det.


Har du til sidst nogle råd til eventuelle læsere der drømmer om at leve af League of Legends, eller et andet spil?

Mit bedste råd er egentlig det klassiske med at arbejde hårdt og jagte drømmen. Spillemæssigt burde man kigge lidt ud af, og prøve at spejle sig selv i de professionelle spillere. Analyser deres spil, og lær ud fra det. Udover det så lad være med at se det som et arbejde, men se det som en hobby hvor du har det sjovt hele vejen igennem. Sørg også for at have en god attitude in-game, og prøv altid at se på tingene positivt. 


Hvis i vil se mere til Daniel Wendelbo, så streamer han på Twitch flere gange om ugen, og derudover spiller med sit hold Team Aurora hver lørdag og søndag i TCL.

Følg links til begge ting nedenunder.

Stream - Wendelbo

Stream - TCL (Tyrkisk)