I dag blev de første kvalifikationsrunder til den kommende europæiske Pro League skudt i gang. Til og med mandag den 17., har vi fornøjelsen af førsteklasses PUBG hver dag.

Efter de første fem runder har de 32 hold - fordelt i turneringens to grupper - nu spredt sig ud på den rangliste, der kommer til at være afgørende for deres fremtid. Kun 16 hold - de otte bedste fra hver gruppe - går nemlig videre fra gruppespillet til finalen. Alle dagens runder blev spillet på Miramar.
Indtil videre kan man sige så meget, at holdene er mere jævnbyrdige i gruppe B end i gruppe A. Første- og tiendepladsen er nemlig "kun" adskilt af 446 point, mens hullet er på hele 1184 i gruppe A. Så lad os starte der.

Dagen begyndte med en dominerende opvisning fra Avangar, der vandt gruppespillets to første runder med 19 kills kombineret. Runden efter blev taget af Tornado Energy Battle, med hvad der nok kommer til at være turneringens kill rekord, på 22.

I runde fire kom de første danskere for alvor i spil, da TSM tog en chicken dinner med 13 kills. Turtle, GustavQQ, Wookiebookie og holdkammerat rawryy, slutter dagen på en samlet tredjeplads hvilket de uden tvivl kan være tilfredse med. 
Dagens sidste runde i gruppe A gik til Zoekt een Naam med 13 kills.

Hvis gutterne på TSM bare holder niveauet de næste to dage, er de sikret en plads i finalen. Det samme gælder hamster og bjorN på GamerLegion, der slutter dagen på en syvendeplads. Det var til gengæld ikke den bedste dag for ZiphoN og G2 Esports, nede på en 12. plads. Dog har de rigelig tid til at kravle op i den eftertragtede top otte. 

De første fem runder i gruppe B, var mere frem og tilbage med en meget stabil top 10. Der er ikke blevet slået kæmpe huller, hvilket efterlader gruppen langt mere åben til hurtige op- og nedrykninger. 

Dagens første runde gik til Excelerate Gaming (12 kills) og runden efter til Team Ready (12 kills). Efter de første to runder havde Odense Esport og PremiBG, Krillian, Laroan og Hjortdaln lagt sig på en andenplads takket være nogle gode placeringer.
De efterfølgende runder var det derimod wan7ed og Rye Gaming, der havde held med at kravle op af ranglisten. Nogle uheldige dueller og placeringer forhindrer dog holdene i at placere sig højere end en femte- og sjetteplads ved udgangen af dag 1. Så længe de begge vedligeholder en top otte placering, er drømmen om Pro League stadig i live. 
Runde tre gik til Sauna Bois (12 kills), runde fire til forZe eSports (7 kills) og dagens sidste chicken dinner havnede hos Team Ready med 15 kills. 

Følg med igen i morgen fra kl. 9, på Starladder's twitch-kanal.