Kun to timer før starten går ved eventets 20 finalerunder, er det kommet ud at FaZe's Haxete ikke spiller i dag. Årsagen er fortsat ukendt, men meget tyder på at han muligvis er blevet ramt af noget sygdom.

I går tweetede holdkammerat Jembty, at han ikke følte sig på toppen, men inderligt håbede på at blive klar til i dag - hvilket det virker som om han er blevet.
Hans situation blev lidt til en meme hos de deltagende spillere ved turneringen, da han i går var ude at spise med resten af FaZe. Fuzzfaze tweetede et billede af Jembty's aftensmad; en pizza på intet mindre end én meter. Mange mener pizzaen var roden til hans ubehag, men Jembty selv bebrejder den kolde aircondition ved sidste uges turnering i Hong Kong. 

Det er dog Haxete, der kommer til at stå over i dag. Hans stand-in bliver ingen ringere end GustavQQ fra Dignitas. Idet Dignitas ikke selv deltager i eventet, giver det Gustav muligheden for at træde til og hjælpe. I ugerne op til eventet har han også spillet squads med nogle af FaZe spillerne - hvilket man kunne følge med i på deres respektive streams. 

Selvom Gustav er en dygtig spiller, har andre hold, såvel som kommentatorer/analyster til eventet, udtrykt, at det nok alligevel kommer til at skade FaZe's chancer ved eventet. En udskiftning med så kort varsel, uden nogen form for forberedelse, kan betyde ændringer i strategi og kommunikation. 
Intet kan dog siges med sikkerhed, så held og lykke til Gustav og FaZe.