Vi har taget en snak med Allan "AnJ" Jensen fra Singularity, som har haft et begivenhedsrigt år, hvor han har klatret op ad rangstigen fra ukendt spiller til top 5 i landet. Men turen har været præget af op- og nedture med et holdskift på grund af en dårlig tone og et ban til holdkammeraten Mathias "carnees" Hyldegaard.


Du startede året ud på Tricked eSport, men skiftede efter et par måneder til FreeTransfer, da tonen på holdet ikke var i din boldgade.
Er det overset, at kommunikationen skal være god?

Jeg er ikke i tvivl om, at når det kommer til at udvælge spillere til et hold, vægter mange i dag, at spillerne skal kunne kommunikere ingame. Der skal være plads til dem, der prioriterer crosshair og dem, der prioriterer informationer, men begge typer skal lære noget af hinanden - Det optimale er at finde balancegangen mellem dem begge.

Når det kommer til kommunikationen uden for spillet, mener jeg, at rigtig mange ældre og rutinerede spillere kunne forbedre sig gevaldigt. Jeg har flere gange i min korte tid på scenen oplevet folk, som simpelthen har givet udtryk for, at de ikke kan ændre på den måde, de giver og modtager kritik på. Det, synes jeg, er en skræmmende attitude og holdning at have til tingene. 


Dagen før POWER LAN stod Magistra med fire spillere, og du blev hentet ind som standin. Hvordan forbereder man sig som spiller til så hurtigt at skulle være standin på et hold?

Da Jonas "netrick" Wenzelsen skrev til mig, var det det første, jeg gjorde, at hoppe ind og spille et par pugs inden sengetid. Det i sig selv tror jeg faktisk ikke gør den store forskel, men det psykiske bag det, tror jeg er, hvad der betyder noget. 

Når man skal afsted som standin og ikke er sat ind i nogle taktikker eller aftaler, er det bedste, man kan gøre bare at spille sit eget spil og gøre, hvad der bliver sagt. Jeg tror også forventninger udadtil er begrænsede, men på et personligt plan forventede jeg af mig selv, at jeg leverede et højt niveau.


Efter du var standin for Magistra, blev du hentet ind fast til holdet en måneds tid senere. Du nævnte der, at du også havde taget en pause fra din uddannelse. Var det en beslutning, som havde været undervejs længe?

I perioden efter POWER Lan skete der mange ting, som satte gang i nogle overvejelser. Jeg var i gang med at læse til lærer, og jeg kunne godt mærke, at jeg måtte nedprioritere noget læsestof og lignende for at kunne holde mig frisk og klar til pracc. Jeg kunne mærke en dårlig samvittighed tage form, fordi jeg følte, jeg skyldte mig selv og mine fremtidige elever at være den bedste lærer, jeg kunne være. 

Studiet havde, som vi vel alle kan ligge genkende til, sine fordele og ulemper, men jeg var ikke villig til at prioritere det over mit CS, så jeg blev enig med mig selv om at sætte det på pause og fokusere 100% på CS.


Efter den store rokade tilbage i oktober, endte du med at blive udlejet til Singularity. Det er ikke så ofte, at vi ser en prøveperiode for et hold. Gav det et mindre pres, da det ikke var knald eller fald?
 

Nu er der mere politik i esport, end man måske går og tror, selv på det her niveau. Perioden blev om noget brugt på at finde en transfer løsning mellem ejerne af hhv. Magistra og Singularity, og det blev til en prøveperiode, på trods af at den løsning blev fundet meget tidligt i perioden. Det var bare skønt. 

Der er ingen tvivl om, at når et top 5 hold viser interesse i dig og ønsker at spille med dig, bliver man sindssygt motiveret. Jeg elsker at spille competitive CS, og når ens drøm bliver mere og mere opnåelig, kan man ikke andet end at elske at bruge sin tid på det. 


Du blev en fast mand i Singularity, og I fastholder placeringen som et af de bedste hold i Danmark, men blev i december ramt af chokket om carnees, der blev bannet på ESL. Hvor frustrerende og demotiverende var det at være kommet så langt og pludselig stå i sådan en situation?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var helt nede i kulkælderen. Holdet var ikke perfekt, og vi havde ting at arbejde med, men vores potentiale var stort. Da vi startede med mig på holdet, havde vi nærmest kun ét mål, og det var den qualifier hos ESL. Det var ikke nemt, at den blev taget fra os, fordi carnees tog sådan en åndssvag beslutning. 

Når man har lagt så mange timer i noget, og det ender med at være spildt, mister man fuldstændigt lysten til at kæmpe videre. Men når en dør lukkes, åbnes en ny, og selvom det har været en rigtig lorte situation, er der ikke andet at gøre end at starte forfra og kæmpe videre.

 

2017 betød et nyt lineup for Singularity, hvor du fik tre nye holdkammerater. Hvordan føles det at være en af de ’gamle’ på lineuppet?

Det føles skønt. Da Peter "Inzta" Kragelund og jeg besluttede os for at starte forfra med et nyt lineup, blev vi enige om, at vi ville prøve at tilpasse det lidt bedre til de styrker og præferencer, vi begge havde ifht. hvordan spillet skal spilles. 

Så på den måde er det skønt at være en del af den "gamle kerne", men på samme tid er det også skønt, at de tre nye kender hinanden så godt, og har bevist, at man kommer langt med stabilitet (hvilket er, hvad vi stræber efter at opnå med dette lineup). Vi slipper ligesom lidt for at skulle ryste fem spillere sammen på ny, men derimod har lidt følelsen af, at vi allerede er godt på vej.


Hvis man sidder og gerne vil gøre dig kunsten efter, har du så et par gode råd til, hvordan man forbedre sig?

Mit største råd er at dedikere sig til at blive den bedste version af sig selv, som man kan være. Det lyder meget kliché, men det er sådan, det hænger sammen. Det kræver, at man indser, hvilken rolle man udfylder bedst og føler sig mest hjemme i. 

Når man har fundet sin identitet ingame, gælder det om at se demoer af andre spillere med samme rolle/spillestil og tage ved lære af dem. Man bliver aldrig for god til at kunne lære noget fra en demo af andre spillere, og det er vigtigt altid at holde sig opdateret med, hvad der fungerer, og hvad der måske ikke gør. 

Når det er sagt, er det også vigtigt at lære alle de andre roller at kende, så man har en idé om, hvad man kan forvente. Eftersom jeg har spillet både AWP og rifler, føler jeg mig mere sikker i, hvilke peaks er gode at tage i en given situation. 

Det kræver selvfølgelig også, at man hele tiden holder sig i gang med DM, Aimmaps, bots osv(aim_botz, aim reflex training, bot_aim - er 3 maps jeg har brugt meget og kan findes ved at søge på navnene på workshoppen). 

Men ens individuelle niveau ingame og ens kommunikation kan kun bære en så langt - Det er også vigtigt, at man lærer at være en god teammate, at man kan give og modtage kritik på en ordentlig måde, at man sørger for at skabe et godt miljø på holdet, så alle føler sig hjemme, og det hjælper til folk tør at modtage og give kritik, hvis folk ved, at man ikke bare går i forsvarsstilling, så snart man bliver nævnt.

Du kan finde AnJ på linksene herunder, og Singularity har med præstationen ved Winter Assembly vist, at det ikke er sidste gang, at vi ser dem spille på højt niveau internationalt.Vi ser i hvert fald frem til at se mere til AnJ og Singularity i resten af 2017.

Twitter: @AnJcsgo
Twitch: AnJcsgo
Singularity: @SingularityCSGO