Der bliver ved med at være gode nyheder, hvis du er glad for esport og gaming. Københavns kommune udsendte tidligere i dag en pressemeddelse hvori der stod at københavnerne snart kunne dyrke esport i Grøndal Multicenter, på samme måde som de ville dyrke anden sport. I pressemeddelsen udtalter kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF):

E-sport er det nye sort. Sportsgrenen er i hastig vækst, og nye foreninger skyder op. Med et egentligt center, der er indrettet til E-sport, bliver det muligt for endnu flere københavnere at dyrke E-sport og gaming.

For at få lidt mere at vide omkring tilgangen til esport i kommunen, og dette projekt, tog vi kontakt til Carl Christian Ebbesen som forklarede:

Der har været en stor interesse for området, og det er et projekt som der har været undervejs længe og ikke bare kommer på baggrund af annonceringerne fra RFRSH Entertainment og North.
Det er et tiltag for at give både folk som allerede dyrker esport, men også de almindelige borgere muligheden for at prøve kræfter med det. Det er meningen at man som i andre foreningssammenhæng både kan gå til esport, men også leje sig ind for at øve, ligesom hvis man lejede en badminton bane en time.
Et af målene for centeret er at bygge videre på det foreningsliv som allerede eksisterer i Danmark og give computerspillerne nogle fysiske rammer som de kan mødes i, og blive undervist i. Hvor det både er det sociale, men også udviklingen der sættes i højsæde. Samtidig så giver det også muligheden for, at man efter en omgang esport kan hoppe på motionscyklen eller få revanche i en gang badminton.
Lige pt. venter vi bare på byggetilladelserne så vi kan komme i gang med projektet og give borgerne muligheden for at dyrke esport i Grøndal Multicenteret.

Vi tog også kontakt til Eva Kartholm, der er leder af Grøndal Multicenter, for at høre lidt mere specifikt hvordan tilgangen kommer til at være til esport i Grøndal Multicenter.

Har I haft kontakt med andre esportsklubber, for at få del i deres erfaringer, eller kommer det til at bygge på egne erfaringer fra multicenteret?
Vi har haft kontakt med andre klubber, men vi vil primært bruge vores erfaring fra de andre aktiviteter i centeret. Det er både fordi vi vægter foreningslivet og samværet højt, men at vi også håber på at kunne sætte esport som en naturlig forlængelse af vores tilbud.
Det kunne f.eks. være, at efter man har spillet håndbold eller badminton, så kan man gå ind og tage revanche i en gang Counter-Strike.

Vil det primært være fokuseret mod folk som allerede udøver esport, eller også borgere som gerne vil stifte bekendtskab med esport?
Det er alle, og vi har en bred borgerskare. Der hvor vi håber på at esport kan hjælpe, er at vi kan fastholde de unge, som desværre når de rammer teenagealderen ofte dropper foreningslivet. Så i stedet for at sidde på et værelse og spille computer, så kan man mødes med dem, som man tidligere spillede fodbold med.
Samtidig med at man kan få hjælp til at udvikle sig, og få hjælp igennem undervisning og coaching.

Der nævnes at I gerne ser esportsudøverne prøve kræfter med andre sportsgrene. Har I en plan eller idé til hvordan det kunne gøres?

Blandt andet ved at forsøge at sætte det som en naturlig del af vores foreningsliv og kultur, og samtidig er det jo videnskabeligt bevist, at det er nemmere at være en god udøver hvis man er i god form. Det hjælper at være i god form når du skal fokusere i mange timer i streg.

Der er nok nogen som vil rynke på næsen og sige ’Hvad laver esport her?’, men kan du fortælle hvorfor du mener det er vigtigt, at få esportsudøvere ud i klubber ligesom med andre sportsgrene?

Vi har fået mange henvendelser både fra unge og ældre, som gerne vil have esport på programmet, og vi ser det som sagt som en naturlig forlængelse af tilbuddene i Grøndal Multicenter. Ligesom med alle andre sportsgrene, så er det sjovere hvis man er god til det, og det bliver man som oftest hvis man lærer det rigtigt. Det er nemmere at være god hvis man har lært det rigtigt. Det er noget af det vi satser på, at man får redskaber og sparring til at udvikle sig, som var det badminton.

Det bliver spændende at følge Grøndal Multicenter, som går i gang med at bygge esportscenteret så snart de får tilladelserne godkendt. De forventer at centeret står færdigt i slutningen af foråret. Forhåbentligt kommer vi til at se flere af sådanne tiltag i 2017. 

Hvis du er fra København, og vil vide mere om Grøndal Multicenter:
Hjemmeside
Facebook

Ville du bruge et esportscenter, hvis du havde muligheden?