Hvis du har siddet og tænkt, at det kunne være fedt at tage til en af de store esportsturneringer i CS:GO eller League of Legends, men ikke lige har haft tid og lyst til at sætte en rejse sammen, så kan du nu overveje at se på Travel Sense. Det er et rejsebureau, som nu også tilbyder esportsrejser, hvor de har en masse erfaring med blandt andet fodboldrejser. Travel Sense har indgået et partnerskab med Copenhagen Flames, og Steffen Thomsen fra Copenhagen Flames fortæller:

Vi har dannet partnerskab med Travel Sense, da vi hele tiden søger nye tiltag der kan styrke både Flames, men samtidig være medvirkende til at løfte dansk esport som helhed. Med professionelt afviklede esportsrejser gør vi det langt mere tilgængeligt for danske esport entusiaster at opleve de største events på tæt hold, men vi åbner også muligheden for virksomheder. Danske virksomheder som endnu ikke har involveret sig i esport vil få mulighed for at se hvad esport er og kan, og ikke mindst gøre for dem. Som helhed håber vi at nedbryde nogle af de barrierer der er for dem der står udenfor sporten, samt fortsat bygge på vores eget mål om at være danskernes foretrukne esport klub.

Den næste turning, som du kan tage med til er DreamHack Leipzig 2017, som afholdes den 13. til 15. januar, hvor det er CS:GO, der er i fokus. Der er lige blevet offentliggjort hold, og både Heroic og Rogue er at finde i Leipzig. Travel Sense skriver følgende på deres side omkring DreamHack Leipzig 2017, som kommer til at koste 3495 kroner: 

 

Se verdensklasse Counter-Strike! Otte CS:GO hold, der kæmper om en præmiepulje på 100.000 dollars

Tag med Travel Sense til DreamHack 2017 i Leipzig. Eventet bliver afholdt i Leipziger Messe og varer over tre dage med turnering CS:GO og pengepræmier på op til $100.000. Undervejs forventes der hele 13.000 besøgende til eventet.

I flyver fra København til Berlin Tegel, hvor I bliver hentet i privat bus og kørt til hotellet i Leipzig, der ligger lige ved siden af messehallen og ikke mindst DreamHack. Busturen fra Berlin til Leipzig tager ca. 2 timer, mens hotellet ligger ca. 3 km. fra messehallen. Med på turen er Steffen Thomsen, ejer af Copenhagen Flames, der vil fungere som guide undervejs.

Prisen inkluderer:

  • Fly København – Berlin t/r
  • Bustransport fra Berlin lufthavn – Leipzig t/r
  • 2 overnatninger på Novum Hotel Aviva Leipzig Neue Messe
  • Morgenmad på hotellet
  • Adgang til DreamHack 2017 i Leipzig
  • Steffen Thomsen med som guide
     

 

Det er ikke blot et enkelt event som Travel Sense har set på, og du kan herunder se at der er en del at vælge mellem: 

Travel Sense udbud

Var det noget for dig at tage på en esportsrejse og se dine favorit esportsatleter?