I løbet af de seneste måneder har én af sværvægterne indenfor dansk Counter-Strike, Team Dignitas, oplevet en nedadgående formkurve med svingende resultater, selvom de danske drenge blev betragtet som et potentielt top 10-hold på den globale CS:GO scene af flere forskellige eksperter. Især deres manglende kvalifikation til sommerens store event og major, ESL One Cologne 2015, må have bragt stof til eftertanke, idet holdet dermed gik glip af at tage del i en præmiepulje på svimlende 1,7 millioner danske kroner. 

For at løse problemerne med de manglende resultater blev et spillerskifte igangsat: 
Nicolaj "Nico" Jensen, hvis favoritvåben er AWP, blev smidt på porten, og erstatningen var ingen ringere end den tidligere, svenske superstjerne Andreas "schneider" Lindberg, der har optrådt for eksempelvis Fnatic og Mousesports. 

Startfemmeren for Dignitas udformede sig således: 

  •  Mathias "MSL" Lauridsen 
  •  Jacob "Pimp" Winneche 
  •  Philip "aizy" Aistrup 
  •  Markus "Kjaerbye" Kjærbye
  •  Andreas "schneider" Lindberg 

Da Lindberg er af svensk nationalitet og samtidig ikke fuldblods-AWP'er som Jensen, skabte dette overraskende spillerskifte stor opmærksomhed på den internationale CS:GO scene, og fundamentet for nye bekymringer omkring holdets spillemæssige fremtid blev grundlagt - eksempelvis de mulige kommunikationsvanskeligheder samt det faktum, at holdet reelt stod uden en decideret AWP'er. Men ikke desto mindre har effekten af Lindberg ankomst været udelukkende positiv, hvis man blot ser på resultaterne. 

Holdet har endelig formået at kvalificere sig til det næste store event, Dreamhack Cluj, der med en præmiepulje på 1,7 millioner kroner er ét af de fire prestigefyldte mål for ethvert professionelt CS:GO hold. Kvalifikationen kom i hus takket være en sejr på 2-1 over australske Team Immunity på femte dagen af Dreamhack Stockholm, der fungerede som en kvalifikationsturnering for Dreamhack Cluj. En del af æren for det flotte resultat kan tilskyndes en stærk præstation af Philip "aizy" Aistrup, som virkelig beviste, hvilket talent han besidder, idet han blev kampens suveræne top-fragger. Derudover formåede Lindberg at vise sit niveau, idet han ligeledes gjorde en god figur. Den tomme plads som holdets AWP'er blev opsamlet og affyret på glimerende vis af holdets kaptajn, Jacob "Pimp" Winneche.

Dermed har femkløveren endelig opnået, hvad de så længe har hungret efter og samtidig haft potentialet til - at deltage i en major. De skal nu konkurrere på den helt store scene imod de største navne, og som dansker er det svært ikke at klappe i hænderne af glæde. Drengene kan tilmed på sigt blive en direkte konkurrent til TSM's trone som det førende danske CS:GO hold, hvilket naturligvis er spændende at følge. Stabilitet kræves dog i et langt større omfang for at kunne måle sig med TSM, omend er dette muligt efter Lindbergs ankomst på trods af tænkelige kommunikationsvanskeligheder. Det tunge pres som AWP'er hviler nu på Winneches skuldre, hvilket ligeledes er interessant. Hvis han kan overføre sine fremragende riffelevner til sniperen, synes intet at være umuligt for Dignitas. Samtidig skal det unge håb, Markus "Kjaerbye" Kjærbye, fortsætte med at vise de gode takter, mens holdets maestro og taktiker, Mathias "MSL" Lauridsen, skal agere totalitær general på slagmarken. 

Det første skridt på vejen mod verdenseliten er taget for Dignitas, men om denne opblomstring fortsætter - det må kun tiden vise. Men som dansker krydser man naturligvis fingre, og holdet ønskes held og lykke i det kommende event, Dreamhack Cluj.