Det bliver tilsyneladende en meget anderledes Minecraft-oplevelse, vi kan se frem til med Minecraft: Story Mode. Der er netop sluppet en ny trailer fri sammen med flere detaljer om det kommende selvstændige spil. Det bliver nemlig et adventure spil fra Telltale Games, som lige nu nok er bedst kendt for deres A Wolf Among Us, The Walking Dead og Game of Thrones-serier. 

Minecraft: Story Mode bliver et adventure-spil i stil med ovennævnte, og det kommer også i fem dele, ganske som vi er vant til fra Telltale Games. Minecraft er kendt for den totale åbenhed og spillerfrihed til at bygge og gøre lige præcis det, som spilleren nu vil, og spilleren skaber selv sin historie. Minecraft: Story Mode er det diametralt modsatte: Historien er fastlagt baseret på samtaler og spillervalg, der er tilsyneladende ikke den frihed, som Minecraft normalt er kendt for og så er spillet en ret stringent affære, i hvert fald hvis vi skal se på Telltales andre spil.

Hvordan mon Minecraft-spillerne tager imod dette nye spil, der er i en total anden genre end Minecraft selv? Internettet virker splittet, hvis du tager et kig på Youtube-kanalen, hvor traileren kan findes. Den ene halvdel fylder massevis af hadefulde kommentarer på, og den anden halvdel maner til ro og ser ud til at glæde sig til et anderledes Minecraft-eventyr. Se traileren herunder og giv gerne dit besyv med i kommentarerne!