Interessen for Hearthstone stiger i e-sports-regi. Det er tydeligt, når vi ser lidt på præmiepuljerne, der er evigt stigende. Nu har den største finske e-sportsfestival "Assembly Summer" netop annonceret, at de har $25.000 i puljen ved deres Hearthstone-turnering. 

Sammenlignet med andre spil er det måske ikke et beløb, der får dig til at besvime. Men set i lyset af, at sidste Assembly-stævne i januar havde en pulje på blot $4.100, er det noget af en opgradering. En af årsagerne er en øget interesse og flere gode spillere. En anden og mere væsentlig årsag er, at Assembly Summer bliver et BlizzCon point event, hvor deltagerne altså kan samle point ind til verdensmesterskaberne senere på året. 

Assembly Summer 2014. Foto: Tuula Ylikorpi

Der vil være 32 Hearthstone-spillere ved Assembly Summer, hvoraf halvdelen bliver inviteret og den anden halvdel kæmper sig til pladserne via en åben qualifier. Ved turneringen spilles der to double elimination gruppespil og derefter single elimination playoffs. Alle spil er BO5 conquest lige på nær finalen, der bliver BO7.

Sidste år havde vi danske Filip "Numberguy" Samuelsen i finalen, hvor han desværre tabte til Teun "Vortex" Eielts. Mon vi får dansk tilstedeværelse i Helsinki den 30. juli, hvor Assembly Summer sparkes igang?