Et nyt Need for Speed er i sig selv ikke overraskende, og efter de sidste udgivelser, hvoraf mange har været lidt tamme, kan interessen godt være lidt lav. Men vi kunne meget vel have endnu et Need for Speed: Underground på hænderne. Underground er den vel nok mest spændende "serie" i bilserien. 

I pressemeddelelsen skriver EA i hvert fald selv, at der er fokus på et reboot, altså en ny start. Og det er med "deep customization", altså fiksfakserier på bilerne som i Underground. Vi får også en "authentic urban car culture", som helt bestemt lyder som den præpeburtære "The Fast & The Furious"-tone, som vi så i Underground-spillene. Spillet foregår endda i en åben verden, hvor der altid er nat ... come on ... det er lugter jo virkelig meget af et reboot af Need for Speed: Underground. Og DET kunne være spændende. Teaseren kan du se herunder:

Spillet laves af Ghost Games, og det bruger den samme udgave af Frostbite, som kommer til at drive Star Wars: Battlefront. Spillet ser da også rasende flot ud i teaseren, der er "All footage captured in-game". Men det betyder altså blot, at det er spillets grafikmotor, der kan lave så flotte nogle billeder. Det betyder bestemt ikke, at spillet kommer til at blive lige så flot. Det er en vigtig detalje! Men EA påstår dog, at grafikken er repræsentativ for spillet på alle platforme, som er Xbox One, PlayStation 4 og PC. Om det holder vand, får vi at se engang næste år.