Endelig var den der. Finalepladsen i en stor international turnering. Team SoloMid er om nogen kendt for at komme meget tæt på, og så ikke mere. Men ved Dreamhack i Bucharest var de danske drenge nærmest ustoppelige. De gik ubesejret ind til LAN-finalen i CS:GO Championship Series, hvor de mødte svenske fnatic, som de to dage forinden havde banket ned i lower bracket. 

Fnatic fik dog kæmpet sig tilbage på rette spor med en sejr over NiP i lower bracket finalen, og stod derefter overfor dansker igen i det store finale.

Kampen skulle spilles som BO5, og TSM startede med en 1-0 føring, da de kom fra upper bracket. Den føring udbyggede de på Mirage, finalens første map. Her kom TSM igennem første halvdel med en snæver 8-7 føring, men lagde hårdt ud med at snuppe syv sejre i træk i anden halvej, før fnatic fik en bid af kagen. Svenskerne måtte dog tage et 16-11 nederlag og hermed var TSM foran 2:0.

Map 2 var Dust2 og nu kom fantic stærkt igen og spillede sig frem til 12-3 som CT i første halvej. Og på trods af et godt comeback fra TSM gik Dust2 til fnatic med samme cifre som Mirage, blot omvendt, nemlig 16-11. Nu var det 2:1 til TSM. Ville de danske drenge tilte og smide det hele på gulvet?

Overpass blev det tredje map, en gammel favorit hos fnatic, der også fik knivrunden og valgte at starte som CT. TSM fandt dog formen frem og fik 9-6 føringen låst fast inden skiftet ved halvejen. Med en meget solidt forsvarsspil fik TSM hurtigt spillet sig frem til 15-6, og alt synes at være afgjort. Men fnatic viste nu hvorfor, at de er et af de bedste CS:GO hold. De fik vendt presset og tog fem runder, uden at danskerne fik et ben til jorden, og TSMs penge forsvandt stille og roligt runde for runde. Men med blot pistoler i hånd, stormede TSM A og fik lavet en svensk udrensning på playground. Alle som en faldt de svenske spiller, og TSM fik endelig vundet en stor international konkurrence. 

Kun et enkelt map måtte TSM afgive til slutspillet, og det er derfor yderst fortjent, at de danske drenge lige nu kan løfte trofæet og hive de $40.000 med hjem fra Dreamhack i Bukarest. Stort tillykke til drengene her fra Gaming.dk, og tak for en underholdende turnering. 

Stillingen blev i sidste ende således:
1.  Team SoloMid - $40.000
2.  fnatic - $20.000
3.  Ninjas in Pyjamas - $10.000
4.  team EnVyUs - $5.000